Ne-Yo og Akon fylder Royal Arena med deres største hits til maj
Fans kan forvente hits som "So sick", "Smack that" og "Lonely", når Akon og Ne-Yo lægger vejen forbi Danmark.
Der er lagt op til en nostalgisk aften for fans af de to R'n'B-musikere Ne-Yo og Akon, når de to hitmagere spiller en fælles koncert i Royal Arena i København 24. maj 2026.Det er en del af turnéen "Nights like this", som bringer dem forbi i alt 57 byer.
Det oplyser koncertarrangør Live Nation i en pressemeddelelse.
- Ne-Yo og Akon vil dele scenen i et unikt, dynamisk back-and-forth-set gennem hele showet, fyldt med hits, fællessangs-anthem og klubklassikere, der har sat deres præg på en hel æra, lyder det.
Fans af Ne-Yo kan ifølge Live Nation forvente hits som "So sick", "Closer" og "Miss Independent".
Fra Akons side kan man regne med at høre blandt andet "Smack that" og "Lonely".
Live Nation kalder det en "nostalgisk oplevelse for gamle fans og en frisk introduktion til nye lyttere".
Det officielle billetsalg begynder 30. januar klokken 10.00.
52-årige Akon udgav sit første album "Trouble" i 2004 med hits som "Lonely" og "Locked up".
Han har været med på et hav af sange sammen med stjerner som blandt andre Snoop Dogg, Lionel Richie og Michael Jackson.
Han har fem gange været nomineret til en Grammy.
Han kom i modvind, da han i 2018 annoncerede, at han ville bygge en by i Senegal opkaldt efter sig selv.
I Akon City, som byen skulle hedde, skulle indbyggerne udelukkende betale med Akons egen kryptovaluta, Akoin.
Planerne blev dog droppet i 2025, og landområderne, hvor byen skulle have været etableret, lå øde, skrev BBC.
Ne-Yo, som er 46 år, slog igennem i begyndelsen af 00'erne med hittet "Let me love you". I 2006 udgav han albummet "In my own words", som indeholdt hittene "So sick" og "Sexy love".
Den fælles turné begynder 24. april i Dublin og slutter 21. august i Californien.
/ritzau/
