Musvåge og havørn døde efter forgiftning med ulovlig insektgift

29. JAN 2026 • 08:00INDLAND/KRIMINAL

Sag om to rovfugle, som er døde efter at have spist insektgiften carbofuran, er blevet meldt til politiet.

En voksen musvåge og en ung havørn, som blev fundet døde på en mark på Midtsjælland i september sidste år, var forgiftet med den ulovlige insektgift carbofuran.

Det skriver Dansk Ornitologisk Forening, DOF Birdlife, i en pressemeddelelse.

De to rovfugle blev fundet på en mark i nærheden af Jystrup nord for Ringsted efter et tip fra en borger.

Herefter afleverede Henrik Jørgensen, som er vildtkonsulent i Naturstyrelsen Midtsjælland, fuglene til en såkaldt faldvildtordning på Københavns Universitet.

Ordningen indebærer, at jægere og andre, som færdes i naturen, kan indlevere dyr, som er fundet døde. Herefter bliver dyrene obduceret, og deres dødsårsag bliver undersøgt.

På baggrund af undersøgelserne kan Statens Serum Institut (SSI) dokumentere, at begge rovfugle var sunde og raske, da de spiste giften, skriver DOF Birdlife.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har anmeldt sagen til politiet, lyder det.

Carbofuran er et middel, som bruges til insektbekæmpelse. Midlet har været forbudt at bruge i hele EU siden 2008.

Det er ikke første gang, at rovfugle findes dræbt af det giftige insektmiddel.

Ifølge Egon Østergaard, som er formand for DOF Birdlife, er det sket næsten hvert år i en årrække, at man har kunnet dokumentere brug af giften.

- Alene det seneste halve års tid har vi kendskab til to havørne, der er døde på grund af carbofuran. Og næsten hvert år har vi i en lang årrække kunnet dokumentere, at rovfugle er døde, fordi den illegale gift er lagt ud i naturen, siger han i pressemeddelelsen.

DOF Birdlife mener, at alt tyder på, at der er tale om bevidste udlægninger af lokkemad med gift i.

Og netop det er flere personer også tidligere dømt skyldig i ved landets domstole.

I december 2025 blev en 33-årig mand ved Retten i Horsens fundet skyldig i at have udlagt giften i en opsprættet agerhøne og dermed have været skyld i, at to rørhøge døde af forgiftning.

Det skrev flere medier, herunder TV 2 Østjylland.

Manden fik 40 dages betinget fængsel.

Ifølge DOF Birdlife finder forgiftningerne ofte sted i forbindelse med fasanopdræt og udsætning af fasaner til jagt.

Rovfugle som eksempelvis havørne kan finde på at jage og spise fasaner i den danske natur.

Havørnen er Danmarks største rovfugl og lever primært af andre fugle og fisk, men kan også spise ådsler og mindre pattedyr.

Musvågen er en mellemstor rovfugl og den talrigeste rovfugl i Danmark. Musvåger spiser især små gnavere som mus, men den kan også tage fugleunger eller supplere sin føde med ådsler.

Både havørne og musvåger er fredede i Danmark.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT