Minister vil aktivere frivillige i tilfælde af krig eller naturkatastrofer

10. MAR 2025 • 10:04INDLAND/KRIMINAL

Frivillige skal ifølge beredskabsminister ikke overtage myndighedernes opgave, men være et supplement.

Frivillige skal spille en større rolle i det danske beredskab i tilfælde af krig eller naturkatastrofer.

Det siger minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) til Avisen Danmark.

- Vi har heldigvis masser af frivillige kræfter i Danmark, som er klar til at yde en indsats, når krisen kommer, og det skal vi nu forsøge at organisere bedre, så vi udnytter alle de ressourcer, der er, meget bedre, siger han.

De frivillige skal træde til i tilfælde af en krisesituation og hjælpe udsatte og sårbare medborgere.

Ministeren vil trække på de erfaringer, som Danmark gjorde sig under coronakrisen.

Her var der borgere, der hjalp personer i isolation med at få købt ind, nævner Torsten Schack Pedersen som eksempel.

Beredskabsministeren understreger, at de frivillige ikke skal overtage nogen af myndighedernes opgave.

De skal udgøre et supplement til myndighedernes beredskab, lyder det.

Ministeren uddyber ikke nærmere, hvordan han vil aktivere flere frivillige til at indgå i beredskabet.

Han siger dog, at han i den kommende tid vil invitere en række frivillige organisationer til at deltage i et "Forum for civilsamfundet" og deltage i en konference om emnet.

Regeringen og Beredskabsstyrelsen lancerede sidste sommer en anbefaling om, at danskerne skal kunne klare sig med vand og mad i tre dage.

Det skulle være med til at sikre, at myndighederne i en krisesituation kunne fokusere indsatsen over for særligt udsatte og sårbare, lød argumentationen.

En måling, der blev offentliggjort i december, viste, at halvdelen af de adspurgte - 50,7 procent - ikke har opbygget et hjemmeberedskab.

37,4 procent svarede, at de har fulgt anbefalingerne delvist, mens 10 procent har fulgt dem fuldt ud.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT