MGP skal styrke alle børns mangfoldighed

21. FEB 2026 • 06:00INDLAND/KRIMINAL

Lørdag klokken 19 løber børne-MGP af stablen foran tv-seere og 3400 tilskuere i Arena Nord i Frederikshavn.

Årets store musikalske begivenhed for børn, MGP, løber endnu en gang af stablen lørdag.

Netop fordi det er børnenes fest, er det vigtigt, at MGP's sange repræsenterer alle børn og deres mangfoldighed, siger Marlene Boel, der er chef for børne- og ungdomsafdelingen i DR, forud for årets MGP.

- Det er vigtigt, at alle børn kan se andre, de kan spejle sig i, og det skal DR være med til, siger hun.

I år bliver det også aktuelt, da en af sangene skiller sig ud i teksten. Sang nummer fem har titlen "I pisser mig af" og fremføres af drengegruppen NFS.

I sangteksten præsenteres børnene for vendingerne "hold kæft", "møgunge" og omkvædet med budskabet: "I pisser mig af".

Marlene Boel mener dog godt, at børnene, der ser med, kan skille tingene ad.

- De ved godt, at der er forskel på, hvordan man synger i en sang, og hvordan man taler i skolen eller derhjemme, siger hun.

Hun understreger, at DR ikke har modtaget hverken henvendelser eller klager i forhold til sangens sprogbrug.

- Selvfølgelig er der ord, vi ikke vil have med. Der vil også være kontekster, som vi måske synes, er upassende eller ligger uden for skiven i forhold til børn.

- Det er faktisk meget sjældent, vi oplever det, i de sange, der bliver sendt ind, siger Marlene Boel.

Tanken om, at børnene sagtens kan skelne, bakkes op af lektor og børnesprogforsker Laila Kjærbæk.

- Hvis der er børn, der skal synge foran børn, så er det jo dem, de skal appellere til.

Ifølge Laila Kjærbæk er ordvalget og sangteksterne i MGP et udtryk for, hvordan børn snakker i dag.

- Børn kan jo kun bruge de ord, de har lært. Hvis børn begynder at have et meget fattigt sprog, så må det jo være, fordi de taler ud fra de erfaringer, de har.

Og det kalder sprogforskeren "en sund tendens".

- Det hverken kan eller skal vi gøre noget ved. Det er bare sådan, det er. Sproget er levende, lyder det.

I år afholdes MGP med 3400 tilskuere i Arena Nord i Frederikshavn og vises på DR1 og DRTV lørdag fra klokken 19.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT