Menighedsråd går til valg midt i en generationskløft

17. SEP 2024 • 05:30INDLAND/KRIMINAL

Tirsdag er der valg til landets menighedsråd, men det er svært at få yngre kandidater til at stille op.

3,5 millioner danskere - alle medlemmer af folkekirken over 18 år - kan tirsdag stemme til menighedsrådsvalget.

Men størstedelen af dem bliver efter alt at dømme væk. Ved seneste valg for fire år siden lå stemmeprocenten på 1 procent.

- Den konkrete udfordring bliver at få folk til at gå til valg den 17. september og få folk til at være engagerede i et menighedsråd, siger Anton Pihl, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd.

En generationskløft i menighedsrådene er blevet skabt, og friske tal taler deres tydelige sprog.

Gennemsnitsalderen for medlemmer af landets menighedsråd var 61 år efter valget for fire år siden.

Og som optakt til valget har Landsforeningen af Menighedsråd lavet en undersøgelse blandt 2500 danskere.

Syv ud af ti under 40 år svarer, at de slet ikke vidste, at menighedsrådene bliver valgt ved demokratiske valg. Samme andel svarer, at de heller ikke vidste, at medlemmer af folkekirken kan stemme.

Landets 1561 menighedsråd skal afholde valg, og mere end 12.000 medlemmer skal vælges for en fireårig periode.

Det foregår ved en såkaldt valgforsamling, der kan minde om en generalforsamling.

Nogle menighedsråd har til landsforeningen givet udtryk for, at de allerede har styr på kandidaterne, mens andre fortsat leder efter kandidater.

Folkekirken lider under nogle af de samme problemer som andet foreningsliv i Danmark, siger Marie Vejrup Nielsen, der forsker i blandt andet samtidsreligion og kristendom i Danmark i dag på Aarhus Universitet.

Også i fodbold- og badmintonklubberne er der færre, der vil engagere sig frivilligt.

Samtidig har folk måske ikke nok kendskab til, hvor meget indflydelse man egentlig kan få i menighedsrådene, siger hun.

- Du har virkelig frihed til at sætte dit præg. Skal man have babysalmesang eller ej, og skal man have en åben kirkegård? Det er rammer, de fleste danskere læner sig ind i, siger Marie Vejrup Nielsen.

Per 1. januar 2024 var der 4.253.575 medlemmer af folkekirken. Det er 71,4 procent af de i alt 5.961.249 indbyggere i Danmark.

Til tirsdagens valg kan alle medlemmer over 18 år møde op i deres lokale kirke for at stemme eller selv stille op til valget.

Her skal der vælges mellem 5 og 15 medlemmer til et menighedsråd afhængig af sognets størrelse.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT