Med nødlager og generator gør 50 butikker klar til krise i to dage
Salling Group vil forventeligt inden udgangen af 2028 have 50 såkaldte beredskabsbutikker klar.
Dagligvarekoncernen Salling Group vil forberede 50 butikker til at kunne holde åbent i mindst to dage uden strøm eller forbindelse til omverdenen, hvis en krise rammer Danmark.De såkaldte beredskabsbutikker vil være spredt over hele landet, skriver koncernen i en pressemeddelelse.
Således skal op mod 80 procent af den danske befolkning maksimalt have 50 kilometer til en beredskabsbutik.
Målet er, at de 50 beredskabsbutikker skal være klar inden udgangen af 2028.
Det vil omfatte alle koncernens Bilka-butikker, de største Føtex-varehuse og udvalgte Netto-butikker.
Administrerende direktør i Salling Group Anders Hagh påpeger, at koncernen har et "naturligt samfundsansvar for at sikre" kunders adgang til nødvendige dagligvarer.
- Det er vores kerneopgave, og et ansvar vi tager på os, og vi mener desuden, at det er rettidig omhu, at vi - ligesom andre lande - forbereder os på eventuelle krisesituationer, siger han i meddelelsen.
Flere af koncernens butikker er allerede udstyret med en nødgenerator, som i forbindelse med strømnedbrud tager over i større eller mindre grad.
Derudover skal alle butikker opbygge et nødlager med de mest essentielle dagligvarer som eksempelvis drikkevand og konserves.
Beredskabsbutikkerne er tiltænkt som supplement til eksisterende hjemmelagre og ikke til storindkøb.
Beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) har indkaldt dagligvarebranchen - herunder Salling Group - til et møde den 2. oktober, hvor blandt andet beredskabsbutikker skal drøftes.
Det skriver Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab på sin hjemmeside.
- Vi står i den værste sikkerhedspolitiske situation siden Anden Verdenskrig. Der er brug for alle kræfter i arbejdet med at skabe et stærkt beredskab, hvor vi får hele samfundet med - civilsamfundet, virksomheder og organisationer, lyder det fra ministeren på hjemmesiden.
- Jeg ser frem til mødet med dagligvarebranchen og deres input, som vi tager med i det videre arbejde med at styrke samfundssikkerheden, tilføjer han.
/ritzau/