Lidt flere kom til skade med fyrværkeri omkring nytår
Flere er behandlet for fyrværkeriskader i år sammenlignet med sidste år, men færre fik alvorlige skader.
227 personer blev behandlet for fyrværkeriskader i forbindelse med nytåret.Det er en let stigning sammenlignet med tidligere år.
Det viser en indsamling fra alle landets akutafdelinger lavet af Ulykkes Analyse Gruppen ved ortopædkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital (OUH).
Opgørelsen gælder dagene 31. december 2025 og 1. januar 2026.
27 af personerne blev behandlet for alvorlige skader.
- Der var otte alvorlige skader hos børn og unge under 18 år, heraf var fem under 15 år. Det var mændene, der antændte og fik flest skader, også de alvorlige, lyder det i en pressemeddelelse.
Det tilføjes, at der ses en tendens til et stigende antal skader, men et markant fald i antallet af alvorlige skader og øjenskader.
Ved sidste års nytår blev 210 personer behandlet.
I forbindelse med nytåret 2023/2024 blev der registreret 192 fyrværkeriskader, mens det under nytårsfejringen året forinden var 195 personer, der kom til skade.
På trods af den lette stigning i antallet af behandlinger for fyrværkeriskader, så faldt antallet af alvorlige skader.
Året forinden blev 42 skader betegnet som "alvorlige", altså 15 flere end i år.
Det lovlige fyrværkeri medførte flest skader ved nytåret 2025/2026, og raketter stod for flest af dem.
Dernæst kom batterier, bomberør og til sidst skader ved brug af ulovligt fyrværkeri som kanonslag, strygere og luftbomber.
Det tilføjes desuden, at påfaldende få havde sikkerhedsbriller på.
Knap hver tredje havde brillerne på, hvad enten de selv fyrede af eller var tilskuere.
12 af dem, der kiggede på, var blandt de 27 personer med alvorlige skader.
Typen af skader, som de 227 er blevet behandlet for, dækker over brandsår, håndskader og øjennære skader.
Da opgørelsen er udsendt 2. januar, kan der nå at ske ændringer, lyder det.
/ritzau/
