Legomodel af kongeskib er blevet solgt for 60.000 på auktion
Legoland oplyser, at pengene fra salg af en legomodel af kongeskibet "Dannebrog" skal gå til Mary Fonden.
En model af kongeskibet "Dannebrog", som i de sidste 28 år har hørt hjemme i Legoland i Billund, har fået en ny ejer.Legomodellen er onsdag blevet solgt på auktion hos Bruun Rasmussen til 60.000 kroner.
Det fremgår af auktionshusets hjemmeside.
Legoland havde på forhånd varslet, at pengene fra salget skulle gå til et velgørende formål. Forlystelsesparken har valgt at donere pengene til Mary Fonden, oplyser de onsdag aften i en pressemeddelelse.
- Vi synes, at det kunne være fint at donere pengene til Mary Fonden, nu hvor det er kongeskibet "Dannebrog", som vi har haft på auktion.
- Det er selvfølgelig også vigtigt for os, at vi ved, at pengene går til et godt formål, og det er vi ikke i tvivl om, at de gør gennem Mary Fonden, udtaler Jan Mouritzen, der er leder af modelafdelingen i Legoland, i meddelelsen.
Skibet er solgt for dobbelt så meget, som Bruun Rasmussen havde vurderet det til.
Auktionshuset havde vurderet skibet til en pris på mellem 20.000 og 30.000 kroner.
- Vi har fra begyndelsen oplevet en helt særlig interesse for kongeskibet "Dannebrog". At der er tale om en original model med næsten 30 års Legoland-fortælling, kombineret med kongeskibet "Dannebrogs" stærke forankring i dansk historie, har uden tvivl været med til at trække prisen i vejret, siger Line Hjorth Langkjær, der er specialist hos Bruun Rasmussen, i pressemeddelelsen.
Ifølge Legoland er det første gang, at forlystelsesparken har sat en original model fra Miniland på auktion.
I Miniland er forskellige seværdigheder bygget i legoklodser i miniature.
Det gælder for eksempel Kronborg Slot og Frihedsgudinden i USA.
I juli åbnede man et område i Miniland, som gengiver Københavns Havn, og den inkluderer en ny model af det danske kongeskib.
Den opdaterede version består af 225.000 legoklodser. Den oprindelige model er bygget af cirka 25.000 klodser.
Kongeskibet "Dannebrog", som modellen skal ligne, er officiel og privat residens for kongeparret og øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt herhjemme eller på oversøiske officielle besøg.
Mary Fonden blev stiftet af den daværende kronprinsesse Mary i 2007. Fonden har som mål at bekæmpe social isolation.
I pressemeddelelsen fra Legoland udtaler direktør i Mary Fonden Helle Østergaard, at fonden vil bruge donationen i deres arbejde med at bekæmpe mobning blandt børn og til at hjælpe unge ud af ensomhed.
RITZAU
