Ledningssæt med stikdåser tilbagekaldes - risiko for elektrisk stød
Fire produkter, der i en periode er blevet solgt i Føtex og Bilka, tilbagekaldes på grund af risiko for stød.
Epiq ApS tilbagekalder fire produkter - herunder stikdåser, ledningssæt og en adapter - der er blevet solgt i Bilka og Føtex fra den 2. juni til den 18. september 2026.Det oplyser Epiq ApS i en pressemeddelelse.
Produkterne tilbagekaldes, da der er risiko for elektrisk stød, lyder det i pressemeddelelsen.
At der er risiko for elektrisk stød, skyldes, at stikkontakterne mangler en børnesikring foran kontakthullerne.
Tilbagekaldelsen gælder blandt andet for ledningssæt med en længde på 1,5 meter, der har tre, fire eller fem stikdåser.
En adapter med to udtag under produktnavnet "Scoop dobbeltstik" tilbagekaldes også.
Meldingen fra Epiq ApS er, at forbrugerne "straks skal stoppe med at bruge produkterne".
Man opfordres samtidig til at levere produktet tilbage til den butik, hvor produktet er købt.
Her vil man få pengene retur uafhængigt af, om man har en kvittering med eller ej, lyder det.
Produkterne hedder "Scoop ledningssæt med tre stikdåser", "Basis ledningssæt med fire stikdåser", "Scoop ledningssæt med fem stikdåser" og "Scoop dobbeltstik".
Produkterne har EAN-koderne: 5713359129661, 5713359131749,
5713359129692 og 5713359129685.
EAN-koden står bag på produktet, skriver Epiq ApS.
RITZAU
