Langt de fleste fødevarer i Danmark er uden pesticidrester
Som forbruger kan man nedbringe indtaget af pesticider ved at vælge danskproducerede afgrøder, viser rapport.
Det er sjældent, at de fødevarer, som forbrugerne lægger i indkøbskurven i Danmark, har rester af pesticider i sig.Det viser en rapport fra DTU Fødevareinstituttet, som er lavet for Fødevarestyrelsen.
I en periode på fem år har Fødevarestyrelsen taget næsten ni tusind prøver af forskellige fødevarer - heriblandt frugt, grønt, kornprodukter og børnemad.
Hovedparten af fødevarerne på det danske marked overholder grænserne for pesticidrester, viser undersøgelsen.
To procent af prøverne overskred grænseværdierne.
- Det er glædeligt, at langt de fleste fødevarer overholder grænseværdierne, og for de fødevarer, hvor der er konstateret overskridelser, er det kun sjældent, at der er tale om sundhedsmæssigt uacceptable overskridelser, siger Henrik Dammand Nielsen, der er enhedschef i Fødevarestyrelsen.
Prøverne viser desuden, at der var færre pesticidrester i danske afgrøder sammenlignet med udenlandske.
Danskproduceret frugt indeholdt eksempelvis op til seks pesticidrester i hver tredje prøve.
Frugt fra andre lande indeholdt op til 21 pesticidrester i mere end halvdelen af prøverne.
Reelt kan man nedsætte sit indtag af pesticider med omkring 50 procent, hvis man vælger danskproducerede afgrøder og yderligere ved køb af økologiske varer, fremgår det.
DTU har beregnet, at 25 afgrøder tegner sig for 88 procent af eksponeringen for pesticider.
Det drejer sig blandt andet om æbler, agurker, tomater og hvedemel.
Samlet set er eksponeringen på et niveau, hvor det ikke udgør en risiko for danske forbrugere, vurderer styrelsen.
Det gælder også, hvis man spiser meget frugt og grønt.
Fødevarestyrelsen anbefaler at spise 600 gram frugt og grønt om dagen.
- Grøntsager og frugt indeholder nemlig mange af de mineraler og vitaminer, som vi har brug for, og bidrager til en sund kost, også selv om nogle afgrøder indeholder pesticidrester, siger Henrik Dammand Nielsen.
Pesticider er en betegnelse for sprøjtemidler, der bruges til at bekæmpe skadedyr, ukrudt, svampeangreb på afgrøderne eller til at påvirke plantens vækst.
I den konventionelle produktion bruges pesticider ofte til dyrkning af frugt, grøntsager og korn.
/ritzau/