Landmænd får mere klare retningslinjer for klimavenligt foderstof
Danske landmænd oplever, at deres køer mistrives og laver mindre mælk efter brugen af foderstoffet Bovaer.
Fødevarestyrelsen har præciseret betingelserne for, at landmænd kan undtage syge dyr fra at blive fodret med det klimavenlige foderstof Bovaer.Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Præciseringen kommer, efter at flere danske landmænd har berettet, at deres malkekøer mistrives og producerer mindre mælk i forbindelse med brugen af foderstoffet.
For nogle landmænd har betingelserne for undtagelse indtil videre været uklare.
Fødevarestyrelsen uddyber mandag i et skriftligt svar, hvad der mere konkret fremgår af den seneste præcisering.
- Det er præciseret, at undtagelsesmuligheden også gælder, hvis en besætningsansvarlig inden igangsætning af Bovaer-fodringen vurderer, at nogle af køerne har en lidelse, der forventes at blive forværret på grund af Bovaer, skriver styrelsen. De kan så undtages fra starten.
- På samme måde gælder det, at køer, der har vist symptomer på grund af fodring med Bovaer og er blevet undtaget, fortsat kan undtages, indtil den besætningsansvarlige vurderer, at koen igen kan tåle det.
Det blev lovpligtigt i 2025 for danske konventionelle landmænd at reducere udledning af metan fra malkekøer.
Metan er en drivhusgas, der udledes af køer som en del af fordøjelsesprocessen.
Reduceringen kan enten ske ved at tilsætte Bovaer i foderet i 80 dage i løbet af året eller ved at tilføje mere fedt i foderet hele året.
Langt størstedelen af mælkeproducenterne har valgt at bruge Bovaer.
Landbrugets egen forskningsvirksomhed, Seges Innovation, har i forbindelse med beretninger om syge køer foretaget en spørgeundersøgelse blandt danske landmænd.
Flere end 300 landmænd har berettet om nedgang i foderoptagelse og mælkeydelse, efter at man er begyndt at tilsætte Bovaer.
Hos erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer (L&F), som varetager landmændenes interesser, er man tilfreds med præciseringen af reglerne på området.
- Det er fornuftigt, at regeringen nu præciserer vejledningen, så landmændene lovligt kan stoppe brugen af Bovaer, hvis der konstateres stofskiftelidelser hos køer, som får stoffet i foderet - og undlade at genoptage brugen, når dyrene er raske igen, siger formand for L&F Kvæg Jesper Arnth Stampe i en skriftlig kommentar.
- Det giver ro og tryghed ude på bedrifterne, mens der gennemføres undersøgelser af årsager og sammenhænge.
Bovaer blev testet og godkendt af EU, inden det blev pålagt de danske landmænd.
Her har Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet konkluderet, at det ikke har skadelige virkninger på malkekøers sundhed.
/ritzau/
