Konservator om stjålen hvalkæbe: Gigantisk opgave at fjerne tænderne
For nylig blev kæben fra en død kaskelothval stjålet. Tænderne er værdifulde, men meget svære at fjerne.
Da en død kaskelothval skyllede op ved Blåvandshuk nær Esbjerg for nylig, blev en del af kæben efterfølgende stjålet.Ingen ved, hvem der har fjernet den, eller hvorfor.
Mandag oplyste politiet, at der var indledt en efterforskning af tyveriet.
Der er ingen tvivl om, at tænderne er værdifulde, forklarer Abdi Hedayat, der er samlings- og konserveringschef på Medicinsk Museion i København.
Bag sig har han over 22 år på Zoologisk Museum, hvor han blandt andet har skeletteret fem kaskelothvaler.
- Materialet er elfenben, så du kan sammenligne det med, at en elefant faldt død om på stranden. Så ville nogen helt sikkert også overveje at save tænderne af.
- Men én ting er, hvad tænderne er værd. Noget andet er at få tænderne fri, fortæller han.
Der ligger nemlig, hvad Abdi Hedayat kalder en "gigantisk arbejdsopgave" i at få tænderne ud af kæben.
- Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen skulle kunne gøre det hemmeligt et sted, for det vil også lugte forfærdeligt, og tænderne sidder enormt godt fast.
- Det ville være nemmere at fjerne stødtænderne fra en elefant. Man skal vide, hvad man laver, og hvordan man skal gøre, så det er et kæmpe arbejde, siger han og tilføjer, at han aldrig selv kunne gøre det derhjemme, fordi det kræver "enormt meget grej".
Typisk har en kaskelothval omkring 20 til 26 tænder i hver side af underkæben.
Abdi Hedayat forklarer, at det videnskabeligt set er en "ret vigtig brik i puslespillet", der nu delvist er blevet fjernet.
Man bruger nemlig tænder til at aldersbestemme hvalen.
- Man skærer en tand over og tæller vækstringe. Det kræver nogle kemiske processer, men så kan man aldersbestemme den, og man vil rigtig gerne vide, hvor gamle de er.
- Man vil også typisk gemme kæben for at kunne dokumentere, at der faktisk er en hval, der har været strandet på stedet - også om 100 eller 200 år.
Abdi Hedayat forklarer, at det er kulturelt betinget, at tænderne betragtes som værdifulde.
- Det er et sjældent materiale, og der er noget mytologisk og magisk over det. De er ikke brugbare, men pynt og værdi i sig selv. Det er ikke bare noget, man kan få fat på, og så mange kaskelotter strander der ikke. Så det er noget kuriøst at få fat i.
- I min verden er de videnskabeligt meget mere værd, end at de havner i en vindueskarm. Det er nærmest tragisk.
I slutningen af januar blev en anden død kaskelothval fundet ved kysten nær Ålbæk syd for Skagen.
Da den blev sikret og forberedt til undersøgelse, valgte Naturstyrelsen at skære dens kæbe fra og køre den væk til opbevaring et sikkert sted.
Det skyldtes, at man ville forhindre tyveri.
Søren Pedersen, der er skovfoged ved Naturstyrelsen Vendsyssel, var med til at sikre kæben fra hvalen.
Det foregik med en motorsav. Hans bud er, at kæben fra hvalen ved Skagen var omkring halvanden til to meter lang og vejer over 100 kilo.
Han forklarer, at man fjernede kæben, fordi erfaring viser, at hvaldele kan blive udsat for tyveri.
- Det er jo ikke så tit, at de her hvaler strander. Jeg har en bekendt, der arbejdede for Naturhistorisk Museum i 70'erne, og han fortalte, at da de skulle obducere en på stranden engang, var der fjernet tænder, da de ankom til den.
Kaskelothvalen er fredet under EU's habitatdirektiv.
Tyveriet af kæben ved Esbjerg kan være en overtrædelse af Washington-konventionen, som beskytter mod handel med truede dyr.
/ritzau/
