Komiker genoptager turné efter knæskals-ulykke på scenen
En læge blandt publikum satte Nikolaj Stokholms knæ på plads. Røntgen viser, at der ikke er sket større skade.
Komikeren Nikolaj Stokholm er på benene igen lørdag, efter at han under et show fredag aften faldt, så den ene knæskal gik af led.Det oplyser den 36-årige komiker i et opslag på det sociale medie Instagram.
Nikolaj Stokholm havde premiere på sin nye danmarksturné, "Nikolaj Stokholm feat. Stokkefar", 16. april i Tivolis Koncertsal.
Det var på den scene, at uheldet fredag aften skete.
Her faldt han, hvorpå han landede midt på scenen "i virkelig stærke smerter", gengiver han på Instagram.
- Jeg ved ikke helt, hvad der sker herefter. Men showet bliver stoppet, og kort tid efter bliver jeg tilset af Tivolis sygeplejerske, men jeg er også utrolig heldig, at en læge blandt publikum henvender sig og har ekspertisen til at sætte mit knæ på plads igen.
Efterfølgende kom Nikolaj Stokholm på en akutklinik.
- Røntgen viser, at der heldigvis ikke er sket større skader, oplyser han på Instagram.
Nikolaj Stokholm tilføjer i opslaget, at han vil finde en løsning på fredagens saboterede show og showet senere på aftenen, som måtte aflyses.
Efter turen på akutklinikken tog Nikolaj Stokholm hjem til sin "bekymrede familie".
Privat er han gift og far til to små børn.
"Nikolaj Stokholm feat. Stokkefar" er Nikolaj Stokholms fjerde onemanshow.
Turnéen strækker sig frem til april 2027.
Nikolaj Stokholm er egentlig uddannet ubefaren skibsassistent efter 10. klasse. Men han vidste allerede dengang, at han ikke ville til søs, men hellere stå på en scene, og som 17-årig begyndte det at tage fart.
Han optrådte ethvert sted, han kunne komme i nærheden af, og det førte til, at han kom med i talentprogrammet "Comedy Fight Club" på den hedengangne kanal TV 2 Zulu.
Siden kom han med i en række andre underholdningsprogrammer og landede sit første job med en rolle i Zulu-serien "Sjit Happens".
I 2017 lavede han sit første onemanshow. I 2020 stod han bag sit andet onemanshow, som indbragte ham titlen som Årets Komiker ved det hedengangne Zulu Comedy Galla.
/ritzau/
