Københavnske skraldemænd og arbejdsgiver når til enighed

28. MAR 2023 • 14:07INDLAND/KRIMINAL

Efter forhandlinger tirsdag formiddag har fagforbundet 3F og Amager Ressourcecenter indgået en aftale.

Skraldemændene i København, Tårnby og Dragør har tirsdag indgået en aftale med deres kommende arbejdsgiver, Amager Ressourcecenter (ARC), om deres arbejdsforhold.

Det skriver Fagbladet 3F.

Efter i sidste uge at have strejket genoptog skraldemændene mandag arbejdet.

Tirsdag kom der så en aftale på plads, efter hvad der bliver beskrevet som intense forhandlinger mellem 3F, tillidsrepræsentanter og Amager Ressourcecenter, der overtager opgaven med at samle skrald i hovedstadsområdet 1. maj.

- Den giver skraldemændene den fleksibilitet, som de har ønsket i forhold til at passe jobbet bedst muligt og passe familien også, siger afdelingssekretær i 3F Kastrup Mike Stirling til Fagbladet 3F.

- Aftalen tager højde for tempo kontra antallet tømninger, og at arbejdsliv og privatliv kan gå hånd i hånd, så alle de mange gode skraldemænd kan se sig selv i aftalen og få det hele til at hænge sammen.

Den nye aftale giver skraldemændene mulighed for at udføre deres arbejde på en forsvarlig måde, lyder det fra Helena Hasselsteen Nielsen, der er chef for affaldsindsamling i Amager Ressourcecenter.

- Det gør vi for at passe på medarbejderne, så de kan holde til et helt arbejdsliv. Samtidig bliver det muligt ved behov at oplade de elektriske skraldebiler, inden andet skiftehold kører ud, siger hun.

Konflikten har handlet om arbejdstider. Nærmest bestemt hvornår på formiddagen skifteholdet skal møde ind.

ARC har tidligere foreslået, at andetholdet møder ind klokken 11.15 og får fri mellem klokken 18.03 og 18.33, hvis skraldebilerne skal lades op.

Skraldemændenes fagforening havde foreslået, at andetholdet møder klokken 10.30 og går hjem senest 17.30.

For skraldemændene var det største problem, at de med ARC's løsning kommer til at være længere tid på vejene - og midt i myldretrafikken.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU