Københavns Universitet er blandt verdens 100 bedste

9. OKT 2024 • 01:01INDLAND/KRIMINAL

Københavns Universitet placerer sig som det eneste danske universitet i top 100 på ny rangliste.

Københavns Universitet (KU) er som det eneste danske universitet blandt verdens 100 bedste.

Det viser den årlige rangliste fra Times Higher Education, der placerer det danske universitet som nummer 97.

Det er universitetets bedste ranglisteplacering på listen siden 2022.

Her placerede KU sig som nummer 96, og i årene efter lød placeringen for det danske universitet på 114 i 2023 og 103 i 2024.

Universiteterne på listen vurderes på baggrund af fem indikatorer.

Det er henholdsvis læringsmiljø, forskningsmiljø, kvaliteten af forskning fra stedet, internationalt udsyn og virksomhedssamarbejde.

Ifølge prorektor for forskning ved Københavns Universitet David Dreyer Lassen er listen et udtryk for et universitets internationale omdømme.

- Helt grundlæggende tror jeg, at vi ikke ligger højere, fordi vi ikke har lige så mange internationale studerende som andre europæiske universiteter. Så bliver kendskabet internationalt også mindre.

- Danske universiteter er quietly brilliant (geniale i det stille red.), siger rektoren.

Han uddyber, at listen primært er noget, universitetet bider mærke i, hvis der er store udsving. Det mener han ikke, der har været de seneste år.

Listens nummer et er det britiske universitet University of Oxford. Universitetet har siddet på førstepladsen de seneste ni år.

Ifølge David Dreyer Lassen har listen en større betydning for eksempelvis det engelske universitet.

- Mange universiteter lever af de studerende og deres indkomster, og de har ikke reelle forskningsbevillinger.

- I sådanne tilfælde betyder lignende lister meget mere, fordi det er sådan noget, de studerende vælger ud fra, siger han.

Også andre danske universiteter er at finde på listen. Dog et stykke længere nede.

Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) placerer sig som henholdsvis nummer 110 og nummer 124.

Syddansk Universitet (SDU) og Aalborg Universitet ligger sig i intervallet 251-300, mens Roskilde Universitet ligger mellem 501-600.

Der er 2860 institutioner på tværs af 133 lande, der har indleveret data. Listen rangerer mere end 2000 universiteter.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT