Jøder oplevede tiltagende antisemitisme allerede før Hamas' angreb

11. JUL 2024 • 22:39INDLAND/KRIMINAL

Undersøgelse fra første del af 2023 viser, at 76 procent af europæiske jøder skjuler deres jødiske identitet.

Allerede før Hamas' angreb på Israel 7. oktober oplevede europæiske jøder tiltagende antisemitisme.

Det fastslår en ny rapport fra EU's agentur for grundlæggende værdier (FRA), skriver Politiken.

Undersøgelsen i rapporten er baseret på data fra det første halvår af 2023.

Knap 8000 jøder på over 15 år fra 13 lande - herunder Danmark - deltog i undersøgelsen.

96 procent af dem svarede, at de havde mødt antisemitisme i deres hverdag i løbet af det seneste år.

Derudover lød det fra 80 procent af deltagerne, at de oplevede, at antisemitisme er taget til i deres land i løbet af de seneste fem år.

37 procent havde oplevet, at de var blevet chikaneret det seneste år, fordi de er jøder.

76 procent svarede, at de i et vist omfang skjuler deres jødiske identitet.

Politiken har talt med ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder Rasmus Brygger. Hans kalder tallene "voldsomme og meget bekymrende".

- Når man ikke kan være synlig med sin jødiske identitet, har man i praksis ikke fuldt ud rettigheder som jøde i Danmark på linje med andre borgere, siger han til mediet.

I alt deltog 631 danske jøder i undersøgelsen.

93 procent af dem svarede, at de havde mødt antisemitisme i deres hverdag i løbet af det seneste år.

65 procent svarede, at de oplevede, at antisemitisme er taget til i Danmark i løbet af de seneste fem år.

Imens svarede 24 procent, at de havde oplevet at blive chikaneret det seneste år, fordi de er jøder.

83 procent af de danske respondenter oplyste, at de skjuler deres jødiske identitet i et vist omfang.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT