Idéen til Vinterbergs første tv-serie kom på hotel i Paris

23. JUL 2024 • 21:02INDLAND/KRIMINAL

"Familier som os" er ifølge Vinterberg et episk drama, der undersøger danskernes vedholdenhed og sammenhold.

For over seks år siden sad den danske filminstruktør Thomas Vinterberg på et hotelværelse i Paris og savnede sin familie.

Et tankeeksperiment om, hvad der ville ske, hvis alle danskere skulle forlade Danmark og rejse i forskellige retninger, begyndte at rumstere i hans hoved.

Det tankeeksperiment er blevet til tv-serien "Familier som vores", der er udtaget til det officielle program ved den internationale filmfestival i Venedig.

- Vi har - i al beskedenhed - forsøgt at lave et episk drama, men det er også en art eksistentiel undersøgelse og afprøvning af danskernes vedholdenhed og styrke og sammenhold, fortæller filminstruktøren tirsdag, efter at det er blevet offentliggjort, at tv-serien er udtaget til den prestigefulde filmfestival.

Serien er Vinterbergs første, og det er første gang, at et af hans værker er udtaget til filmfestivalen i Venedig.

Den får verdenspremiere i Venedig.

- Det er så svært at lave film og serier. Det kræver simpelthen så hårdt et arbejde at få det til at lykkes. Man skal ikke lave ret mange fejltrin, for at korthuset ramler, så succes er ikke noget, man kan vænne sig til, regne med eller tage for givet, siger Thomas Vinterberg, der også er kendt for filmene "Jagten" og "Festen".

"Familier som vores" følger en stor, dansk familie, der tvinges på flugt gennem Europa, efter at den danske regering beslutter at evakuere hele landet på grund af stigende vandstande.

- Det er jo så fantastisk at skulle stå i Venedig af alle steder og skulle have verdenspremiere på den her serie, som jo tager udgangspunkt i en tanke om, at Danmark lukkes ned, fordi der er kommet for meget vand.

Serien bliver vist på TV 2 i efteråret.

- Det begynder at blive spændende, hvad folk synes om den, og om danskerne tager den til sig. Jeg er selv virkelig glad for den, og det er de åbenbart også i Venedig.

- Men det er jo altid spændende, hvad familien derhjemme synes om den, og jeg glæder mig virkelig til at vise den til den danske befolkning, siger Thomas Vinterberg.

Han håber, at tv-serien kan sætte gang i nogle tanker om, hvem danskerne er, hvad vi skal værne om, og hvad vi kan miste.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT