Hovedpinepiller kan skade celleudviklingen tidligt i graviditeten
Kvinder, der vil være gravide, bør være tilbageholdende med brug af paracetamol, lyder råd fra forskere.
Hovedpinepiller med stoffet paracetamol kan skade udviklingen i de tidligste stadier af graviditeten.Det viser ny forskning, som forskere fra Rigshospitalet og Roskilde Universitet står bag.
En af forskerne er David Møbjerg Kristensen, der er seniorforsker ved Rigshospitalet og professor på Roskilde Universitet.
- Vi har for første gang vist, at paracetamol går ind og forstyrrer æggets evne til at dele sig, lige efter det er blevet befrugtet.
- Paracetamol stopper simpelthen æggets evne til at dele sig, fordi stoffet blokerer dannelsen af DNA, siger han.
DNA er den skabelon, som cellerne bygges op efter. Hvis cellerne ikke kan lave DNA, kan det i værste fald medføre, at ægget dør i dagene efter befrugtningen.
Man ved, at mellem 10 og 40 procent af alle graviditeter går tabt i den helt tidlige fase af graviditeten, hvor det befrugtede æg deler sig.
Det er velbeskrevet, at genetiske fejl forklarer omkring 50 procent af de tidlige tab, mens andre årsager til tidlige graviditetstab endnu ikke er fuldt klarlagt.
Studiet bygger dels på data fra laboratoriet, dels på studier af paracetamols virkning hos dyr.
- Flere studier skal i spil for at underbygge det, men i vores dyremodeller tyder det på, at mus i højere grad aborterer eller føder færre unger, fordi embryonet (det tidlige foster, red.) dør.
- Det får os til at være bekymrede for kvinder, der gerne vil være gravide, hvis de tager det her stof (paracetamol, red.) i den første tid efter befrugtningen, siger studiets førsteforfatter, Morten Rønn Petersen, der er laboratorieleder på Rigshospitalets Fertilitetsklinik.
Paracetamol er et udbredt smertestillende og febernedsættende middel.
Med den nye viden vil det være klogt at begrænse brugen af midlet, lyder det fra Morten Rønn Petersen.
- Vores resultater viser, at det kan være en god idé for kvinder, der forsøger at blive gravide, at være tilbageholdende med brugen af paracetamol.
Forskerne vil nu følge op med flere undersøgelser, der kan belyse sammenhængen mellem paracetamol og udviklingen af det befrugtede æg.
- Danmarks Frie Forskningsfond har givet os en bevilling, hvor vi skal bruge blodprøver fra kvinder, der har været i fertilitetsbehandling.
- Vi ønsker at undersøge, om kvinder, der har fået lagt befrugtede æg op og samtidig har taget paracetamol, har en lavere chance for graviditet sammenlignet med kvinder, der ikke har brugt paracetamol under deres behandling, siger Morten Rønn Petersen.
Studiet, der er støttet af Lundbeckfonden, er netop publiceret i tidsskriftet "Human Reproduction".
/ritzau/
