Kevin Magnussens BMW mistede et dæk og faldt langt tilbage i Le Mans, hvor Nicklas Nielsen er bedste dansker.
Kevin Magnussens drøm om at gå i fodsporene på Tom Kristensen og Nicklas Nielsen som vinder af 24-timersløbet er alvorligt svækket.Lørdag tabte danskerens bil således et dæk, mens belgiske Dries Vanthoor var ved roret.
Vanthoor ramte en modstander i forbindelse med en overhaling og mistede en del af bilens bagende. Han satte farten ned på vej mod pitten, og så rullede et baghjul pludselig ud af bilen og fortsatte ud af banen.
Det kostede længere tid i garagen, og BMW-bilen gled langt ned i stillingen, da Magnussen erstattede Vanthoor og genoptog løbet.
I skrivende stund ligger Magnussen nummer 18 i løbets bedste klasse, Hypercar, mens mørket sænker sig omkring 22.30.
Bilen startede ellers i pole position ved start klokken 16. Med Magnussen ved roret gled bilen tilbage i løbet af de første timer, men afstanden var ikke vildt alarmerende før dæktabet.
Nicklas Nielsen, der triumferede i 2024, er i sin Ferrari efter godt en fjerdedel af løbet i stedet bedste dansker i Hypercar. Han ligger nummer ti.
Marco Sørensen i en Aston Martin og Malthe Jakobsen i en Peugeot var henholdsvis nummer 16 og 15.
I de to lavere rangerede klasser stiller Mikkel Jensen, David Heinemeier Hansson, Michael Jensen, Theodor Jensen, Conrad Laursen og Benjamin Goethe op.
/ritzau/