Historiker: Helt usædvanligt at danske monarker abdicerer

31. DEC 2023 • 19:52INDLAND/KRIMINAL

Man skal langt tilbage for at finde den sidste danske monark, som frivilligt har forladt tronen.

Det sker meget sjældent, at danske konger og dronninger abdicerer, som dronning Margrethe har annonceret, at hun vil gøre.

Sådan lyder det fra historiker Michael Bregnsbo, som er ph.d. i historie og lektor ved Syddansk Universitet

- Det er helt, helt usædvanligt. Der har været nogle konger, som er blevet afsat, men det har ikke været af egen fri vilje, siger han.

Han fortæller, at det er "helt unikt", og at man skal langt tilbage for at finde en, som frivilligt har forladt tronen.

Ifølge historiker Lars Hovbakke Sørensen, som er lektor på Professionshøjskolen Absalon, er det første gang, imens Danmark har haft et såkaldt arvekongedømme, at en monark har abdiceret.

- Vi har haft arvekongedømme siden 1660. Det er første gang, at der er en monark, som har arvet tronen, der er gået af, siger han.

Dronning Margrethe annoncerede i sin nytårstale, at hun vil abdicere 14. januar 2024.

Det vil ske, præcist 52 år efter at hun overtog tronen, siger hun søndag aften.

Hun efterlader sig et eftermæle som én, der bragte monarkiet ind i en ny tid, lyder det fra Michael Bregnsbo.

- En tid, der er præget af globalisering, europæisering og stigende opsplitning af samfundet. Der fungerede hun i lang tid som et samlingspunkt, siger han.

Når kronprins Frederik og kronprinsesse Mary overtager, vil der komme et nyt kongepar med andre interesser, lyder det fra historikeren.

- Det vil være en moderne børnefamilie, der træder til.

Michael Bregnsbo forventer, at dronningen vil få en mindre fremtrædende rolle.

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen efterlader dronning Margrethe et kongehus, som er i "topform". Det er fordi, at hun har fået kongehusets popularitet til at stige, vurderer han.

- Det er på grund af den måde, som hun har været dronning på. Dels har hun været en meget upolitisk dronning, dels at hun har fornyet kongehuset gradvist og dermed sikret populariteten, siger han.

Når kronprins Frederik overtager tronen, får han navnet kong Frederik X

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT