DR's grandprixboss inden skæbnesang: Vi holder modet oppe

15. MAJ 2025 • 16:49INDLAND/KRIMINAL

Der venter Danmark en svær semifinale, lyder vurderingen fra DR's grandprixgeneral, Erik Struve Hansen.

Danmark har ikke kvalificeret sig til en Eurovision-finale siden 2019 og er dermed det land, der har deltaget i det internationale melodigrandprix flest år i træk uden at nå finalen.

Torsdag aften skal årets Eurovision-håb, Sissal, gøre forsøget, og hos DR tror grandprixboss Erik Struve Hansen på, at "Hallucination"-sangeren trodser bookmakerne.

- Vi holder modet totalt oppe, fordi vi tror på det, lyder det fra Erik Struve Hansen, der er en del af delegationen i den schweiziske storby Basel, hvor årets Eurovision finder sted.

Flere års fiasko fik i 2023 DR til at lave en ny grandprixstrategi om kærlighed ved første lyt og en stærk performance visuelt og vokalt, som et stort analysearbejde havde udmøntet sig i.

Men trods indsatsen er det endnu ikke lykkedes de danske sange at gå videre.

- Vi er spændte, og jo, der er et pres. Det er der på os alle. Men man kan ikke rigtig gøre andet end at gøre sit bedste, siger Erik Struve Hansen.

Til sidste års Eurovision var Saba og nummeret "Sand" valgt ud fra parametrene i den nye strategi. Men også der løb håbet om en finaleplads ud som sand imellem fingrene.

DR fastholder stadig strategien.

- Der bliver selvfølgelig fulgt enormt godt med i grandprixet fra dem, der er over mig, i DR. Men de er også 100 procent bevidste om, hvor kompleks og svær en opgave det er. Alle os, der arbejder med det på tværs i DR, gør alt for, at det skal lykkes, siger Erik Struve Hansen.

I år har DR skruet op for indsatsen på de sociale medier. Her er Sissal ifølge grandprixbossen blevet en darling, og han håber, at det smitter af på stemmerne.

- Vi har en artist, som virkelig er populær hos fansene, både i Danmark og internationalt, og som på en eller anden måde - i min optik i hvert fald - kommer ud af det her Eurovision som en af vinderne, uanset hvordan det kommer til at gå, siger Erik Struve Hansen.

- Men med alt det sagt er der ikke noget, vi hellere vil, end i finalen. Men jeg synes også, vi står med en artist, som har alt det, der skal til. Så nu krydser vi fingrene for, at det lykkes.

Der stiller så mange lande op i Eurovision, at finalefeltet findes over to semifinale.

I Sissals semifinale er der også store popsange fra Irland og Malta med, og det er formentlig de lande, som Sissal kæmper om en af de eftertragtede finalepladser med.

- Det er en supersvær semifinale. Jeg synes også, det er den sværeste. Det kan godt være, det bare er noget, vi siger til os selv. Men jeg synes virkelig, niveauet er højt. Men vi kommer for at gå videre, lyder det fra Erik Struve Hansen.

Semifinalen sendes på DR1 torsdag klokken 21.00.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT