Engelsk oksekød vurderet som sandsynlig smittekilde til salmonellatilfælde

8. MAJ 2024 • 21:31INDLAND/KRIMINAL

Der er konstateret salmonella i flere partier af oksekød med engelsk oprindelse. Derfor tilbagekaldes det.

Flere partier af hakket oksekød med engelsk oprindelse tilbagekaldes efter fund af salmonella.

Fundet af salmonella er vurderet som sandsynlig smittekilde til sygdomstilfælde, oplyser importør Hilton Foods i en pressemeddelelse.

Produkterne er solgt i Dagli'Brugsen, Superbrugsen, 365 Discount, Coop, Irma og Kvickly i hele Danmark. Produkterne er derudover også solgt i Fakta-butikker i Tyskland og FK på Færøerne.

De tilbagekaldte partier af hakket oksekød, hvor der ved virksomhedens egenkontrol er konstateret salmonella, har sidste anvendelsesdato fra den 26. til 30. marts og den 11. og 12. maj.

Af forsigtighedsprincip tilbagekaldes desuden også hakket oksekød med sidste anvendelsesdato mellem den 19. marts og 13. maj. Derudover tilbagekaldes også hakkebøffer med sidste anvendelsesdato den 2. april.

Disse partier har ligeledes engelsk oprindelige. Der er ikke konstateret salmonella i disse partier af oksekød.

Spiser man ikke gennemstegt kød med bakterien, er der risiko for at blive smittet med salmonella.

Symptomerne er blandt andet diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast.

Oplever man symptomer på salmonella i ugen efter at have indtaget oksekødet, bør man kontakte egen læge, skriver Hilton Foods.

I midten af marts førte et udbrud af salmonella til, at 40 danskere over hele landet blev konstateret smittet med bakterien. De smittede var mellem 0 og 83 år.

Statens Serum Institut (SSI) oplyste i april, at foreløbige undersøgelser tydede på, at smittekilden til udbruddet var hakket oksekød, der var blevet solgt i supermarkeder.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen fra Hilton Foods, om der er en forbindelse mellem fundet af salmonella i oksekødet med engelsk oprindelse og udbruddet af salmonella i marts.

SSI oplyste i april, at knap en tredjedel af de smittede havde været indlagt.

Instituttet oplyste desuden, at der formentligt ville komme flere smittetilfælde.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU