Republikaner vil ikke acceptere såkaldt uretfærdigt valgresultat

20. MAJ 2024 • 02:16UDLAND

Det er ikke en selvfølge, at republikaneren Marco Rubio vil acceptere resultatet af præsidentvalget i USA.

Den republikanske senator Marco Rubio vil ikke acceptere resultatet af det amerikanske præsidentvalg, hvis det, som han beskriver det, er "uretfærdigt".

Det udtalte han søndag i tv-programmet "Meet the Press" fra NBC News ifølge mediet The Guardian.

Rubio, der er valgt i delstaten Florida, betragtes som en af favoritterne til at blive ekspræsident Donald Trumps vicepræsidentkandidat.

Trump har gentagne gange - uden beviser - hævdet, at præsidentvalget i 2020 blev stjålet fra ham.

Præsident Joe Biden fra Demokraterne vippede dengang Trump af posten.

Det er med al sandsynlighed Biden og Trump, der igen skal op mod hinanden til præsidentvalget 5. november.

Rubio blev i tv-programmet spurgt, om han vil acceptere valgresultatet "uanset hvad".

Det afviste han.

- Begge sider kommer til at anfægte valgresultatet, hvis det er uretfærdigt, lød det.

Han sagde yderligere, at Republikanerne vil gå rettens vej, hvis "delstaterne ikke lever op til deres egne valglove".

Det er uklart, hvad Rubio mener med "uretfærdigt".

Rubio, som selv stillede op mod Trump ved det republikanske primærvalg forud for valget i 2016, var selv med til at bekræfte resultatet af valget i 2020.

Senatoren udtalte også i søndagens tv-program, at han ikke har snakket om muligheden for at blive vicepræsidentkandidat med Trump. Han hentydede dog til, at det godt kan blive aktuelt.

Trump, der er tiltalt i en række straffesager, har flere gange hentydet til, at han heller ikke kommer til at acceptere resultatet af det kommende præsidentvalg, hvis han taber.

Han nægter sig skyldig i samtlige sager og betragter dem som værende politisk motiveret. Det er der ingen beviser for.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT