KØB ABONNEMENT

Ansøgere får snart besked på om de tilsluttes elnettet

INDLAND/KRIMINAL • 21. OKT 2026 • 10:49

Der er plads i elnettet til at dække strømbehovet hos samfundskritiske funktioner, siger Energinet-direktør.

Energinet har nu fået skabt sig et overblik over kapacitetsbehovet på det pressede danske elnet.

Det meddeler det statslige selskab i en pressemeddelelse onsdag.

På den baggrund kan selskabet til november give "flere hundrede" elforbrugere og elproducenter svar på deres ansøgning om at blive tilsluttet.

- I en tid med stærkt stigende efterspørgsel på strøm kan vi desværre ikke give tilslutning til alle i det tempo, de ønsker det, siger den konstituerede administrerende direktør, Søren Dupont Kristensen.

- Men der er plads i transmissionsnettet til at dække strømbehovet hos almindelige husstande, mindre virksomheder og samfundskritiske funktioner som sundhed, forsvar og beredskab – både nu og i årene, der kommer.

Kunderne vil blive prioriteret i de fire kategorier, som et bredt politisk flertal for nylig vedtog med akutplanen for elnettet.

Projekter i kategori 1 og 2 får først svar. Her finder man både samfundskritiske funktioner og projekter inden for grøn omstilling og elektrificering.

Energinet har mødt udbredt kritik for, at udbygningen af det danske elnet er sket i et alt for langsomt tempo. Kritikken er blandt andet kommet fra Rigsrevisionen.

I marts satte det statslige selskab tilslutningen af nye projekter på pause.

På samme tid lød det, at der ikke ville blive underskrevet nye aftaler om tilslutning til elnettet før til efteråret.

Og for meget store tilslutninger kunne tidshorisonten i flere tilfælde være fem-ti år, lød det i maj fra Energinet.

Her erkendte man også, at efterspørgslen var steget i et overraskende hurtigt tempo.

Sideløbende er et politisk flertal blevet enige om en akutplan, hvor store datacentre sendes bagerst i køen til det pressede danske elnet, fordi der ikke er plads til nye, store projekter.

Akutplanen skal gøre det muligt for Energinet og elselskaber at vælge, hvem der kobles på elnettet.

Projekter i kategori 3 omfatter energilageranlæg som batterier og andre former for energilagring, mens kategori 4 indeholder store energiforbrugere som datacentre.

- Vi har ikke alle resultater på plads, men det ser svært ud at give fuld netadgang til projekter i kategori 3 og 4, siger Energinet-direktøren i onsdagens meddelelse.

Selv om flere organisationer anser det for en god nyhed, at der snart falder svar på ansøgninger, ændrer det ikke ved, at Danmark er i mangel på kapacitet i elnettet.

Sådan lyder det nærmest i kor fra Dansk Industri, Dansk Erhverv og Green Power Denmark.

At der formentlig ikke er plads til projekter i de sidste to kategorier, understreger ifølge Ulrich Bang, der er vicedirektør for Klima, Energi, Miljø & Byggeri i Dansk Erhverv, hvor dybt udfordringerne stikker.

- Danmark kan ikke bygge fremtidens industrier, erhvervsliv og arbejdspladser i et venteværelse.

- Derfor skal der handles nu, og vi ser frem til dialog med myndigheder og netselskaber om, hvordan der på den helt korte bane kan skabes plads til flere på elnettet, siger han.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT