KØB ABONNEMENT

Ekstra Bladet finder sin nye chefredaktør i eget mediehus

INDLAND/KRIMINAL • 20. OKT 2026 • 14:29

Simon Bendtsen overtager som chefredaktør på Ekstra Bladet efter Knud Brix. Han tiltræder med det samme.

Ekstra Bladet har fundet sin nye chefredaktør efter flere måneders søgen.

Det bekræfter mediehuset JP/Politikens Hus, som avisen hører under, i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Valget er faldet på Simon Bendtsen, der kommer fra en tilsvarende stilling hos erhvervsmediet Finans, som også er en del af JP/Politikens Hus.

Den stilling har han haft siden 2024.

Bendtsen overtager rollen efter Knud Brix, der tidligere på året meddelte, at han skal være Afrika-korrespondent for DR.

Ekstra Bladets nye chefredaktør tiltræder stillingen øjeblikkeligt og efterlader dermed et ledigt sæde hos Finans.

- Jeg glæder mig virkelig meget, udtaler Simon Bendtsen i pressemeddelelsen.

- Ekstra Bladet er ikke bare Danmarks mest læste nyhedsmedie, men spiller også en helt unik og afgørende rolle i det danske mediebillede og vores demokrati.

- Jeg er meget ydmyg over for den store opgave og den dybe historiske arv, jeg træder ind i.

Simon Bendtsen har tidligere arbejdet på Ritzau og på Berlingske.

Han modtog i 2019 Cavlingprisen sammen med Berlingske-kollegerne Eva Jung og Michael Lund for artiklerne om Danske Banks hvidvasksag.

Nu skal han sammen med journalister og redaktører i gang med at definere fremtidens Ekstra Bladet, siger han i meddelelsen.

- Jeg kan allerede nu sige, at jeg tror på frygtløs og fordomsfri journalistik, og at gennemslagskraft og rækkevidde bliver et afgørende omdrejningspunkt for vores fælles arbejde.

Klaus Høeg-Hagensen, der er administrerende direktør i JP/Politikens Hus, siger i samme meddelelse, at han ser Simon Bendtsen som "en handlekraftig og rutineret journalistisk drivkraft".

Han påpeger, at Bendtsen tiltræder på et tidspunkt, hvor der er behov for, at danske medier gentænker sig selv.

- Han er en stærk og nærværende leder, der kan sætte en tydelig retning og skabe følgeskab.

- Vi kender ham som en varm, dedikeret og arbejdsom person, som vi er glade for, har sagt ja til rollen som ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet, lyder det.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT