For lidt tid og for meget uro får lærere til at føle sig stressede
I en undersøgelse fra Danmarks Lærerforening føler halvdelen af lærerne sig stressede dagligt eller ugentligt.
Larm og uro i klasseværelset, at føle sig utilstrækkelig over for elever, der har brug for hjælp, og en mængde af opgaver, der synes uoverkommelig.Det er medvirkende årsager til, at godt hver anden lærer i en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening fortæller, at de føler sig stressede dagligt eller ugentligt.
For ni ud af ti af dem skyldes den stress, de oplever, forhold på deres arbejde.
Og det er for mange, mener formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.
- Vi står med et arbejdsmiljøproblem på folkeskolerne, samtidig med at mange lærere vælger at forlade folkeskolen.
- Det har store konsekvenser både for lærerne selv, men jo sandelig også for undervisningen, for eleverne og i sidste ende for vores samfund, siger han.
Godt hver tredje af de adspurgte lærere svarer, at de på et tidspunkt har været sygemeldt fra deres lærerjob på grund af stress.
- Mange af dem, der har været sygemeldt med stress, kommer ikke tilbage igen i et lærerjob. De forlader simpelthen folkeskolen, siger Gordon Ørskov Madsen.
I alt har 1901 lærere og børnehaveklasseledere ansat i folkeskolen besvaret undersøgelsen fra Danmarks Lærerforening.
16 procent af dem svarer, at de føler sig stressede på arbejdet dagligt, mens 36 procent svarer ugentligt. For 23 procent er det månedligt.
Lærerne oplever blandt andet, at de har for lidt forberedelsestid, og samtidig er det svært at få skabt tilstrækkelig ro og koncentration om undervisningen, fortæller formanden.
- Og det er noget, der stresser lærerne helt enormt, siger han.
Samtidig oplever de, at de skal løse for mange opgaver. Det handler blandt andet om, at nogle forældre forventer, at lærerne skal løse små og store konflikter mellem elever uden for skolen.
Det kan også udløse stress, når lærerne ikke synes, at de kan give elever den hjælp, de har brug for. For eksempel hvis de har særlige behov.
Docent Nana Vaaben fra Københavns Professionshøjskole har netop skrevet en bog om moralsk stress hos lærere. Det kan føre til, at en del forlader deres job, selv om de egentlig er glade for at undervise.
- Og det er jo ærgerligt, når vi mangler uddannede lærere i folkeskolerne.
- Men der er opbygget et system, hvor lærerne kan bede om hjælp til en elev, men hvor de ikke har beslutningskompetencen, og hvor der kan gå meget lang tid, før hjælpen kommer, siger hun.
Lærerne er i undersøgelsen blevet bedt om at vurdere, hvilke tiltag der ville forebygge stress på arbejdspladsen. Flest peger på færre undervisningstimer, bedre støtte til elever med særlige behov og mere tid til forberedelse.
Det er tiltag, som lærerforeningen vil tage med til bordet i kommende trepartsforhandlinger om folkeskolen, som regeringen har bebudet, siger Gordon Ørskov Madsen.
Tirsdag og onsdag afholder Danmarks Lærerforening kongres, hvor blandt andre undervisningsminister Magnus Heunicke (S) skal tale.
RITZAU
