Dronning Margrethe tager med kongeparret til kong Haralds begravelse

INDLAND/KRIMINAL3. SEP 2026 • 10:16

Dronning Margrethe, kronprins Christian og prinsesse Benedikte deltager med kongeparret i norsk begravelse.

Dronning Margrethe tager sammen med kongeparret til begravelsen af Norges kong Harald, der gik bort fredag.

Det viser kongehusets kalender, hvor det også fremgår, at kronprins Christian og dronning Margrethes søster prinsesse Benedikte deltager i begravelsen, der finder sted onsdag 9. september.

Kong Frederik og dronning Mary var nogle af de første, der meddelte, at de kommer til at deltage i statsbegravelsen i Oslo Domkirke i næste uge.

Foruden de danske kongelige kommer en lang række udenlandske statsoverhoveder og kongelige.

Det gælder blandt andre præsidenterne fra de tre baltiske lande, hele den svenske kongefamilie og Japans kronprinspar.

Siden kong Harald gik bort fredag i sidste uge, er meldinger om gæster til begravelsen løbende tikket ind - og flere ventes endnu.

Da kong Haralds far, kong Olav, blev begravet i 1991, kom der statsoverhoveder og kongelige fra 103 nationer.

Men modsat mange andre statsoverhoveder og flere kongelige har danske dronning Margrethe også en familiær forbindelse til den afdøde konge i Norge.

Kong Harald var dronning Margrethes grandfætter, da de to havde samme oldefar, danske kong Frederik VIII.

De havde samtidig et nært personligt venskab, har dronning Margrethe fortalt ved flere lejligheder.

Når kong Harald skal begraves 9. september, bliver kisten fragtet i begravelsesoptog fra kongeslottet til Oslo Domkirke.

Her deltager familie, repræsentanter fra det offentlige Norge og gæster fra ind- og udland, blandt dem de danske kongelige.

Efter gudstjenesten i domkirken følger en ny og meget mindre procession kisten til Akershus slottskirke, hvor der venter en privat ceremoni.

Den er som udgangspunkt for familien, europæiske kongelige og nogle få repræsentanter fra det officielle Norge.

Kong Haralds sidste hvilested bliver i det kongelige mausoleum på Akershus Slott i Oslo. Det er det officielle gravkapel for det norske kongehus.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT