Ansøgninger om tilskud til varmepumper er fordoblet

INDLAND/KRIMINAL2. SEP 2026 • 18:41

Varmepumpepuljen er for husejere, der kan få tilskud på 27.000 kroner ved at skifte fra olie- og gasfyr.

Noget kan tyde på, at stigende olie- og gaspriser får flere danskere til at kigge varmepumpens vej.

I 2026 har 15.850 indtil videre søgt om støtte fra den såkaldte varmepumpepulje.

Det er næsten dobbelt så mange som hele sidste år, hvor lidt flere end 8500 søgte i støttepuljen.

Det viser tal, som Energistyrelsen har sendt til Ritzau.

Af de knap 16.000 ansøgninger har styrelsen givet 13.660 tilsagn om tilskud for i alt 370 millioner kroner.

Det tal er også markant højere end 2025, hvor omkring 7300 boligejere fik del i millionerne.

Styrelsens varmepumpepulje åbnede i februar.

2. juli genåbnede puljen med et strakstilskud på 200 millioner kroner, og siden da er der tikket 5592 ansøgninger ind.

Ud af de 200 ekstra millioner er der givet tilsagn for 130,6 millioner kroner.

Varmepumpepuljen er til for at gøre det mere attraktivt for husejere at skifte til varmepumpe fra eksempelvis olie- og gasfyr.

Man kan få mellem 17.000 og 27.000 kroner i støtte – alt afhængig af varmepumpeløsningen.

Ifølge Videncentret Bolius kan det koste mellem 120.000 og 150.000 kroner at få installeret en varmepumpe.

Blandt andet har konflikten i Mellemøsten i de seneste mange måneder skabt usikkerhed og stigende priser på olie og gas.

Det fik i april EU-Kommissionen til at foreslå medlemslandene at give tilskud til at skifte gas- og oliefyr ud med varmepumper og solceller.

Målet er ifølge EU-Kommissionen, at forbrugere og virksomheder skal beskyttes mod de pludselige prisstigninger og dermed begrænse de socioøkonomiske konsekvenser på grund af Iran-krigen.

I Danmark findes desuden en "afkoblingspulje", hvor man kan få et tilskud på 10.000 kroner til at få afkoblet gasfyret.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT