Det bliver lidt lunere, vådt og gråt over weekenden

8. DEC 2023 • 06:23INDLAND/KRIMINAL

Der er lunere temperaturer, nedbør og udpræget gråvejr i vente denne weekend, siger DMI.

Efter en kold start på december med snevejr flere steder får vi en lunere weekend med nedbør, dis og tåge.

Det fortæller Anja Bodholdt, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Fredag starter stort set tørt for alle, men allerede over middag bevæger der sig et nedbørsområde ind over os fra sydvest, siger hun.

Anja Bodholdt fortæller, at nedbøjet fredag vil kunne falde som både tøsne, slud og regn.

- Det bliver formentlig i det midtjyske, at man kan opleve det mest vinterlige nedbør fredag, hvor der kan falde en centimeter eller to, siger hun.

Weekenden bliver også noget grå med lavthængende skyer. Det sker, når sneen, som den seneste uge har lagt sig rundt omkring i Danmark, smelter.

Det laver en masse fugt, som omdannes til lave skyer og dårlig sigtbarhed, siger Anja Bodholdt.

- Lørdag venter der endnu en gråvejrsdag med tåge og dis mange steder, og der vil også kunne falde lidt regn eller slud rundt omkring, siger Anja Bodholdt.

Søndag, når danskerne tænder det andet lys i adventskransen, står den på regn i perioder og igen mange skyer i hele landet.

Temperaturen vil fredag ligge mellem nul og tre graders varme, men den vil stige de kommende dage, så vi søndag vil komme og ligge mellem tre og seks grader.

- Så det ser også ud til, at nattefrosten holder en pause her i weekenden. Vinden vil også weekenden igennem komme fra sydøstlig retning.

Alt i alt bliver vejret lunere og mere gråt end den seneste uge. Hvis man skal nå at kaste en snebold, så er weekenden et godt bud - meget af sneen vil nemlig være væk mandag.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU