De første lokaler i Børsen tages i brug efter brand

17. DEC 2025 • 19:21INDLAND/KRIMINAL

Børsgangen og syv mødelokaler i Børsen-bygningen i København åbner denne uge efter branden.

Torsdag bliver de første lokaler i Børsen taget i brug efter branden, der ramte den historiske bygning i København i foråret 2024.

Det drejer sig om Børsgangen og syv tilstødende mødelokaler, fortæller direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen til DR.

Det er Dansk Erhverv, som ejer børsbygningen.

Lokalerne, der nu så småt genåbner, er ellers ikke færdigrenoverede.

De ligger i den del af Børsen, der ikke brændte, men som blev beskadiget af sod og fugt.

Her er håndværkere torsdag inviteret på julemad og "et kæmpe tak for indsatsen" med genopbygningen, skriver DR.

Tidligere på året meddelte Dansk Erhverv, at Børsen skal være genopført i 2029. Det er stadig planen, siger Brian Mikkelsen til DR.

- Vi får en ny Børsen, hvor en del af historien er branden. Så når man ser tilbage om 400 år, er Børsens identitet jo også formet af den brand, der var i 2024, siger direktøren til mediet.

I løbet af foråret næste år vil stilladset omkring den ene del af Børsen-bygningen ifølge DR blive fjernet.

16. april sidste år brød Børsen i brand. Den første brandalarm gik klokken 07.36, og kort efter klokken otte stod flammerne op langs bygningens ikoniske dragespir.

Omkring klokken halv ni kollapsede spiret.

Det tog syv dage at slukke branden, og den ene halvdel af bygningen brændte ned til grunden.

Ingen kom til skade ved branden, og det lykkedes også at redde stort set alle de værdifulde kunstgenstande - herunder blandt andet en række malerier - der befandt sig i bygningen.

Da branden brød ud, var den 400 år gamle bygning i gang med at blive restaureret.

Trods omfattende undersøgelser og afhøringer har det ikke været muligt at fastslå, hvad der forårsagede branden.

Ifølge Københavns Politi er der dog ingen tegn på, at branden er opstået som følge af en kriminel handling.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

17. DEC 2025 • 20:46SPORT
GOG binder ung komet frem til 2029
FÅ ABONNEMENT