Dansker står bag den mest sete film på Netflix
Janus Metz har instrueret filmatiseringen af "Unabomber", som er den mest sete på Netflix den forgangne uge.
Med 16,4 millioner visninger er det amerikanske krimidrama "Unabomber", der er instrueret af danske Janus Metz, den mest sete film på streamingtjenesten Netflix den forgangne uge.Filmen har den oscarvindende Gladiator-skuespiller Russell Crowe samt Jacob Tremblay og Shailene Woodley i hovedrollerne.
"Unabomber" baserer sig på den virkelige historie om den tidligere matematikprofessor Theodore "Ted" John Kaczynski, der blev idømt livsvarigt fængsel for drab og forsøg på drab med hjemmelavede bomber.
Janus Metz lavede i slutningen af 00'erne sine første dokumentarfilm, blandt andet "Fra Thy til Thailand" og "Armadillo".
Siden begyndte Janus Metz at arbejde mere og mere i udlandet.
Han har blandt andet instrueret Hollywood-skuespillerne Colin Farrell og Rachel McAdams i anden sæson af krimidramaserien "True Detective", filmatiseret Wimbledon-finalen mellem Björn Borg og John McEnroe i 1980 og stået bag kameraet på en stribe afsnit af Star Wars-serien "Andor".
Nu har den 52-årige autodidakte instruktør så kastet sig over filmatiseringen af "Unabomber".
Ted Kaczynskis mål var med egne ord at bekæmpe alt det onde, som den moderne teknologi var skyld i.
I en periode på 17 år - fra 1978 til 1995 - byggede han en række bomber, som han enten sendte eller selv placerede. Blandt andet til akademisk uddannede personer, videnskabsfolk og ejere af computerbutikker. Han forsøgte også at sprænge et passagerfly i luften.
Bomberne kostede tre personer livet og sårede adskillige andre.
I mange år ledte det amerikanske forbundspoliti, FBI, forgæves efter bombemanden, som fik sit tilnavn via det navn, som hans sag optrådte under: "University and Airline Bombings" - forkortet "Unabom".
Historien er blevet filmatiseret flere gange - og nu senest af Janus Metz på Netflix, hvor den i skrivende stund er den mest sete film.
Der er også et dansk strejf på Netflix' top-10 over de mest sete ikke-engelske film på streamingtjenesten den forgangne uge.
Her ligger filmatiseringen af Anna Ekbergs krimi "Den hemmelige kvinde" med Natalie Madueño, Claes Bang og norske Pål Sverre Hagen i hovedrollerne på fjerdepladsen.
Det er femte uge i træk, at "Den hemmelige kvinde" indfinder sig på top-10.
RITZAU
