Dansk forhandler af togreservedele skal betale en million kroner i bøde

5. MAJ 2026 • 10:34INDLAND/KRIMINAL

Ulovlig adfærd har været skyld i, at DSB betalte overpris for reservedele, og at flere tog holdt stille.

Den danske forhandler Diesel Motor Nordic har accepteret at betale en million kroner i bøde for sin rolle i en sag, hvor den sammen med den tyske motorproducent Deutz AG har overtrådt konkurrencereglerne.

Den ulovlige adfærd indebar, at DSB betalte overpris for reservedele og påvirkede togtrafikken i Danmark til gene for passagererne.

Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Sammen med Deutz forhindrede Diesel Motor Nordic en konkurrent i at få adgang til de unikke reservedele, der var nødvendige for at renovere IC3-tog.

- De to virksomheder tvang derved DSB til at købe reservedelene til en højere pris hos Diesel Motor Nordic. Den ulovlige adfærd betød, at flere tog var ude af drift i længere tid end nødvendigt til gene for togpassagererne, siger vicedirektør Tine Rønde i meddelelsen.

Sagen har stået på i mere end et årti.

I juni 2013 afgjorde Konkurrencerådet, at Deutz AG havde nægtet at levere reservedele til IC3-togene og hindret parallelimport af reservedele efter aftale med sin forhandler i Danmark - Diesel Motor Nordic.

Dermed overtrådte Diesel Motor Nordic forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i både dansk og europæisk lovgivning.

Både i 2013 og 2021 blev afgørelsen stadfæstet af først Konkurrencenævnet og siden i Sø- og Handelsretten.

Sagen blev anket videre til Østre Landsret, som i 2023 hjemviste sagen til fornyet behandling hos konkurrencemyndighederne.

Den dom ankede Konkurrencerådet til Højesteret, der i 2024 slog fast, at de to virksomheder havde overtrådt konkurrenceloven.

Spørgsmålet om sanktion mod Deutz AG afventer fortsat afgørelse ved domstolene.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT