Dansk band vil udbrede ventet album på danmarksturné
Zar Paulos andet album er på trapperne, og det fejrer bandet med en tur rundt i landet til efteråret.
Det danske band Zar Paulo, som blandt andet er kendt for nummeret "Klap for fædrelandet", tager på turné i efteråret 2026.Det skriver bandet i en pressemeddelelse.
I løbet af turnéen vil bandet komme forbi 11 danske byer, hvor pop-rock-bandet vil udbrede sit andet album, som forventes at udkomme, inden turnéen starter.
Zar Paulos første og eneste album, "Elendig software", udkom i 2023. Siden har den stået på festivaler og ture rundt i landet for gruppen.
- "Ex_europa" (det andet album, red.) er en nomadeplade skrevet på landevejen, mens vi turnerede rundt fra venue til venue i alle kongerigets afkroge. Vi glæder os helt vildt til endelig at skulle genbesøge de samme spillesteder, hvor sangene levede deres tidlige liv, udtaler bandet i pressemeddelelsen.
Det seneste år har dog været brugt på at forberede albummet til fansene, som Zar Paulo glæder sig til at stå foran igen.
- Efter et 2025, hvor vi brugte mere tid i studiet end på scenerne, har der ophobet sig et gigantisk undertryk, som vi glæder os til at slippe løs.
Det er uvist, hvornår bandets andet album udkommer, men ifølge musikmediet Soundvenue har bandet i en pressemeddelelse antydet, at det bliver inden turnéstart.
Nummeret "Paraplyer", som udkom 23. januar, er bekræftet til at være den tredje og sidste forsmag på det nye album. Tidligere udgav gruppen numrene "Telefonperson" og "We Are One" som optakt til albummet "Ex_europa".
Efterårsturen rundt i landet starter i Randers til oktober. Derefter venter koncerter i blandt andet Fredericia, Odense og Roskilde, inden turen slutter i Aalborg i november.
I foråret spiller Zar Paulo to udsolgte koncerter i K.B. Hallen i København og i ACC i Aarhus. Det er bandets hidtil største indendørskoncerter.
Zar Paulo består af fem barndomsvenner fra netop Aarhus. Bandet synger primært på dansk og er af anmeldere gennem tiden blevet rost for energien under liveoptrædenerne.
/ritzau/
