Claes Antonsen undskylder for sexistisk adfærd efter dokumentar

12. JUN 2024 • 20:26INDLAND/KRIMINAL

Trommeslager Claes Antonsen står frem og undskylder efter DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen".

Trommeslager i The Antonelli Orchestra Claes Antonsen undskylder for gennem mange år at have udvist grænseoverskridende og sexistisk adfærd.

Det skriver han i et opslag på Facebook.

Udmeldingen kommer, efter at en række kvinder har stået frem med oplevelser om grænseoverskridende adfærd i DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen", der udkom mandag.

- Jeg har alt for sent forstået, hvor ulykkelige kvinderne blev, og at mit sprog og min adfærd også har fået kvinderne til at føle, at de mistede deres kunstneriske faglighed og kun blev bedømt på deres udseende.

- Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er simpelthen så ked af, at jeg igennem mange år ikke har indset, at jeg, uden tanke for kvinderne, har brugt ord og vendinger om og til dem, som har været grænseoverskridende og sexistiske, skriver han i opslaget.

I DR-dokumentaren er Claes Antonsen anonymiseret og optræder under navnet "bandmedlemmet", når blandt andre sangerinderne Katinka Bjerregaard og Mathilde Falch fortæller om deres oplevelser under produktionen af TV 2-programmet "Toppen af poppen" i 2021.

De fortæller, at de oplevede at få flere kommentarer, som de opfattede som upassende, fra det anonymiserede bandmedlem fra The Antonelli Orchestra - altså Claes Antonsen, der nu er stået frem.

I dokumentaren oplyser produktionsselskabet Mastiff, der optog programmet, at en undersøgelse af forløbet blev iværksat. Den førte til, at der blev "rettet op" på en "uhensigtsmæssig kultur".

TV 2 har efter dokumentaren udkom iværksat en ny undersøgelse, da Mastiffs håndtering - set i lyset af DR-dokumentaren - anses som at have været mangelfuld.

The Antonelli Orchestra har i mange år været en del af både "Toppen af poppen" og TV 2's "Vild med Dans".

I kølvandet på dokumentaren har både rapperen Tessa og sangeren Malthe Ebert som konsekvens af den adfærd, der bliver belyst i dokumentaren, aflyst koncerter med The Antonelli Orchestra.

- Jeg vil på ingen måde associeres med det her bandmedlem - og resten af bandet har jo formentlig været med til at muliggøre den her kultur ved at lade ham opføre sig sådan, siger Tessa onsdag til B.T.

Mens Claes Antonsen er hovedperson i det andet af dokumentarens to afsnit, handler det første afsnit om entertaineren Martin Brygmann, der omtales som "den mandlige artist".

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT