Journalister ved Jyllands-Posten har mistet tilliden til ledelsen
Den journalistiske gruppe på Jyllands-Posten har i et brev udtrykt mistillid til avisens øverste ledelse.
Journalister, der er ansat på Jyllands-Posten, har mistet tilliden til avisens øverste ledelse.Det fremgår af et brev, hvor den journalistiske gruppe på avisen udtrykker mistillid til toppen, som er sendt til selvsamme ledelse og bestyrelsen af Jyllands-Postens Fond.
I brevet, som Fagbladet Journalisten og mediet Mediawatch er i besiddelse af, fremhæves særligt fire ledende medarbejdere, som gruppen har mistet tilliden til.
Der er tale om ansvarshavende chefredaktør Marchen Neel Gjertsen, som er på barsel, kommerciel direktør Peter Sandahl Torp, den konstituerede chefredaktør, Emilie Holt Vissing Christensen, og administrerende redaktør Viggo Lepoutre Ravn.
- For Jyllands-Posten står i den tredje sparerunde på fire år. Og endnu en gang vil man spare kraftigt i kernen af avisen: de journalistiske medarbejdere, lyder det i brevet ifølge medierne.
Den journalistiske gruppe mener, at ansvaret hviler på den "selvsamme ledelse, som havde ansvar for at bringe os videre fra en historisk stor sparerunde for to år siden".
- De har nu ansvaret for, at vi allerede står her igen, lyder det videre i brevet.
Medarbejderne fremhæver særligt avisens chefredaktør, der er på barsel.
I brevet henviser journalisterne til, at Marchen Neel Gjertsen vil afbryde sin barsel for at deltage i et arrangement for Jyllands-Posten om sit eget projekt "Overskudskvinder" 25. november, men at hun er "fuldstændig fraværende" i sparerunden.
Jyllands-Posten informerede 21. oktober medarbejderne om, at avisen skal finde besparelser for "et tocifret millionbeløb".
Det oplyste konstitueret chefredaktør Emilie Holt Vissing Christensen til Mediawatch, hvor det lød, at medarbejdere i første omgang kunne søge frivillig fratrædelse.
I brevet, der er sendt til ledelsen, fremgår det, at den journalistiske gruppe ikke har oplevet, at ledelsen er villig til at forhandle.
Det er Emilie Holt Vissing Christensen dog uenig i, fremgår det af et skriftligt svar til Journalisten.
- Tværtimod synes jeg, at et tocifret antal møder mellem ledelse og tillidsrepræsentanter de seneste uger netop vidner om stor villighed, som desuden har resulteret i væsentlige besparelser uden om lønkroner, skriver hun til fagbladet.
Hun understreger, at Marchen Neel Gjertsens fravær skyldes, at hun er på barselsorlov, og at chefredaktører også har "ret til at holde barsel".
Fagbladet skriver desuden, at ifølge dets oplysninger holder medarbejderne på Jyllands-Posten møde klokken 11 mandag, mens ledelsen har indkaldt til fællesmøde klokken 14.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Marchen Neel Gjertsen, der skriftligt oplyser, at hun er på barselsorlov, hvorfor hun henviser til Emilie Holt Vissing Christensen.
Sidstnævnte oplyser skriftligt mandag middag, at hun ikke har yderligere at tilføje og henviser til de skriftlige udtalelser, hun har givet til Fagbladet Journalisten tidligere.
Emilie Holt Vissing bekræfter, at der er indkaldt til medarbejdermøde klokken 14 mandag.
/ritzau/
