Brad Paisley er hovednavn ved tre dages country i Tivoli

23. APR 2026 • 06:00INDLAND/KRIMINAL

Artister fra USA, Danmark og Sverige indtager Plænen, når Tivoli afholder tre dage med countrymusik.

Tivoli byder velkommen til cowboyhatte og støvlesporer, når forlystelseshaven fra 19. til 21. juni afholder Country i Tivoli.

Det er første gang i havens historie, at der dedikeres tre dage udelukkende til countrymusik.

Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

Som publikum kan man blandt andre opleve hovednavnet, den amerikanske sanger Brad Paisley, som står bag sange som "Remind Me", "Whiskey Lullaby" og "Mud on the Tires".

Han indtager Plænen på første dag, fredag 19. juni, klokken 22.00.

- Publikum kan forvente en koncert fyldt med energi og masser af guitar, men også de historier og sange, der betyder noget for mig. Countrymusik handler om fællesskab, glæde og ærlige øjeblikke, og jeg glæder mig til at dele det hele med publikum i Tivoli, som jeg ser frem til at besøge, siger Brad Paisley.

Desuden vil trioen Midland fra Texas klokken 19.00 lørdag optræde på samme scene.

Det er dog ikke kun udenlandske navne, der fylder plakaten, når Tivoli dedikerer tre dage til genren med amerikanske rødder.

Countrydagene er drysset med nordiske indspark, heriblandt den danske Ester Brohus, der kommer med band og skal spille Orangeriet op.

Ester Brohus har vundet flere danske priser for sin countrymusik.

- Det bliver sjovt at komme til Tivoli og spille vores musik i en weekend med så mange dygtige kollegaer på plakaten, så jeg skal bestemt også selv høre en masse country, siger Ester Brohus.

Man vil også få muligheden for at opleve Bye Bye Brenda. Gruppen, som består af Kajsa Vala og Stine Bramsen, der er mere kendt som frontfigur i gruppen Alphabeat.

Den danske countrygruppe blev dannet i 2024 og har lavet sange som "Landsmarks", "Worry Never Wins" og "Drive With Our Eyes Closed".

I forbindelse med havens Country i Tivoli har forlystelsesparken indgået et samarbejde med den odenseanske festival Nashville Nights.

Festivalen har bidraget med ekspertise inden for countrygenren og står desuden bag kurateringen af de enkelte koncerter.

Ud over musikken får de besøgende gæster også mulighed for at deltage i linedance og andre aktiviteter med rødder i countrytraditionen.

Plænen i Tivoli vil også have optrædener fra Maja Francis, Wonder Women of Country og 50 Years of Country Hit, hvor danske og internationale artister fortolker nogle af de mest kendte countryartister gennem tiden.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT