KØB ABONNEMENT

Flere timer langt kommunalt it-nedbrud er overstået

INDLAND/KRIMINAL • 7. OKT 2026 • 21:01

Hjemmeplejen havde onsdag visse steder problemer med at tilgå vigtige it-systemer. Problemet er dog løst nu.

En it-fejl, der i flere timer påvirkede en række af landets kommuner, er blevet udbedret.

Det oplyser kommunernes it-fællesskab Kombit, der står for at drive en række digitale løsninger, til Ritzau.

- Systemerne er oppe at køre igen, efter at et netværksudfald var skyld i, at de var ude af drift, siger Lars Skov Granerud, der er pressechef hos Kombit.

Fejlen betød, at kommunerne havde svært ved at tilgå bestemte systemer.

Kombit indkøber, forvalter, driver og videreudvikler it-løsninger til kommunerne.

Arbejdet omfatter blandt andet en platform som Aula, som bruges af medarbejdere, forældre og elever i folkeskoler, SFO'er og dagtilbud.

Ifølge TV2 Øst skabte it-udfordringerne blandt andet problemer hos hjemmeplejen, der ikke kunne tilgå de systemer, som fortæller, hvilke borgere der skal have besøg.

I Guldborgsund Kommune var journalsystemerne eksempelvis nede. Kommunen blev ifølge TV2 Øst instrueret i, hvordan de kunne tilgå de nødvendige oplysninger på anden vis.

Det er KMD, der er leverandør til Kombit. Virksomheden har bekræftet udfordringerne over for TV 2 og sagt, at parterne arbejder tæt sammen for at finde en løsning.

Kombit fik den første henvendelse om problemer med de kommunale it-systemer klokken 15.30. Klokken 20.30 - altså fem timer senere - var fejlen løst.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT