Borgmester kontakter nabokommuner om indsats mod larver i København

INDLAND/KRIMINAL9. JUL 2026 • 08:07

Sammen med København og Tårnby vil Dragør Kommune skrue op for en fælles indsats mod egeprocessionsspinderen.

Egeprocessionsspinderen - den såkaldte larve fra helvede - blev onsdag fundet på Amager, og en lokal borgmester har sat gang i jagten på en hurtig indsats.

Borgmesteren i Dragør Kommune, Kenneth Gøtterup (K), vil torsdag række ud til nabokommunerne København og Tårnby for at drøfte en samlet plan.

- Jeg har bedt min forvaltning om at kontakte dem for dels at drøfte deres indsats, men også for at se, om vi samlet kan lave en styrket indsats.

- For mig handler det jo om, at den skal holdes væk fra Amager, men mest af alt Dragør, siger borgmesteren til DR.

For første gang blev larven onsdag fundet i København. Egeprocessionsspinderen blev her konstateret i 30 træer på tre lokationer på Amager Fælled.

Københavns Kommune kontaktede derfor bekæmpere med erfaring i bekæmpelse af egeprocessionsspinderen for at få fjernet rederne.

Hver larve har omkring 60.000 såkaldte brandhår, der kan give kraftig kløe, hududslæt og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner.

Tidligere i år spredte egeprocessionsspinderen sig for alvor i Odense, hvor den har skabt store gener for byens borgere.

Her har situationen ført til både borgermøde og demonstration.

Odense Kommune har efterfølgende skruet op for indsatsen - blandt andet ved at hyre flere fagfolk, der kan slå larverne ned.

Søndag meddelte ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), at han tager situationen "meget alvorligt".

Regeringen har bedt relevante myndigheder om at bistå kommuner, der er ramt af larven.

I Københavns Kommune er der opstillet skilte med information om at tage sig i agt for larverne i de berørte områder.

For at forebygge yderligere spredning vil kommunen undersøge, om der er spredning til andre træer i de omkringliggende, kommunale områder.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT