BLÅ BOG: Povl Dissing satte ord på livet og hverdagen

19. JUL 2022 • 12:32INDLAND/KRIMINAL

Dissing blev indlemmet i dansk hall of fame for folkemusik som den første. Han er død - 84 år. Læs om ham her.

Sanger og sangskriver Povl Dissing døde mandag efter længere tids sygdom.

Det oplyser hans hustru, Pia Jacobæus, til Ritzau. Han blev 84 år.

Dissing, der var en meget respekteret sanger, er af mange kendt for sit samarbejde med Benny Andersen.

Det musikalske makkerpar stod ikke mindst bag den hverdagspoetiske vise "Svantes lykkelige dag", som rummer sætningen: "Livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar".

* Navn: Povl Dissing.

* Alder: 84 år.

* Født: 27. januar 1938 i Stavnsholt, der ligger i Furesø Kommune i Nordsjælland.

* Nationalitet: Dansk.

* Karriere:

- Som yngre red han som forsanger på den psykedeliske danske musikbølge med beatgrupperne Beefeaters og Burnin Red Ivanhoe.

- Han spillede i starten af sin karriere kornetspil og traditionel jazz, blev optaget af blues og fandt siden sin egen stil, der var mere hen ad folkemusik.

- I 1973 bragede Dissing og digteren Benny Andersen sammen igennem med albummet "Svantes Viser", der var fuld af hverdagspoesi, der gik i hjertet på de fleste. På pladen er blandt andet nummeret "Svantes lykkelige dag".

- I 1982 fulgte albummet "Oven Visse Vande" igen med Benny Andersens uforlignelige fingeraftryk på teksterne. Flere af sangene som "Go'nu nat" og "Barndommens Land" blev klassikere, som kom i Højskolesangbogen.

- Povl Dissing fortsatte med at optræde med Benny Andersen frem til lyrikerens død i 2018 i en alder af 88 år.

- Ud over de omkring 25 lp'er og cd'er, han har udgivet undervejs, har han medvirket i en lang række film og teaterstykker og masser af albums med andre kunstnere.

* Civilstand: Gift med Pia Jacobæus. Han har sønnerne Jonas og Rasmus med sin første kone, Jette.

* Andet:

- I 2000 modtog Povl Dissing Dannebrogordenen som et resultat af hans lange og alsidige karriere.

- Han har optrådt land og rige rundt med blandt andre sine to sønner i "Dissing, Dissing, Las og Dissing".

- Han faldt i februar 2017 i Spanien under optagelserne til hans første flamencoalbum. Dissing blev ramt af en hjerneblødning, og i faldet pådrog han sig kraniebrud og hjernerystelse. Ulykken satte en stopper for karrieren som sanger og musiker.

- Povl Dissing blev i 2021 som den første indlemmet i en dansk hall of fame for folkemusik, som Tønder Festival Fond står bag. Han blev i den forbindelse omtalt som folkekær kunstner, sangskatforvalter, en inspiration for hele musiklivet og "nærmest folkeeje for generationer".

Kilder: Povl Dissings familie, Den Store Danske, Tønder Festival, Højskolesangbogen, Ritzau.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT