Benjamin Havs solist Hugo A vinder X Factor-finalen

10. APR 2026 • 23:11INDLAND/KRIMINAL

Hugo A er årets vinder af "X Factor", hvor han fredag aften har vundet finalen over to andre unge solister.

Solisten Hugo A sang sig til seernes stemmer og har vundet "X Factor" 2026.

Den 16-årige efterskoleelev fra Sønderborg snuppede fredag aften sejren som den 19. i rækken siden programmets danske premiere tilbage i 2008.

Det skete foran en fyldt SJF Bank Arena i Odense med Maria Fantino som vært.

I programmet har Hugo A haft sangeren Benjamin Hav som sin musikalske mentor.

Det er Benjamin Havs debut ved X Factor-dommerbordet og derfor også første gang, at en af hans deltagere vinder.

Alle årets dommere havde en deltager i finalen, som foruden Benjamin Havs vinder, Hugo A, også talte Thomas Blachmans unge solist, Hevi, og Drew Sycamores unge solist, Ella Sophia.

Alle finalisterne var på scenen tre gange. Først med en sang valgt af deres dommer, dernæst i en duet med en kendt kunstner, og til slut optrådte de med deres egen sang.

Hugo A optrådte først med Michael Jacksons "Thriller" og senere i en duet med kunstneren Saveus, der bærer det borgerlige navn Martin Hedegaard og titlen som vinder af den allerførste sæson af "X Factor" i Danmark fra 2008.

Thomas Blachman kaldte Hugo As optræden med "Thriller" for et "kæmpe show".

- Wauw. Kæmpe energi, kæmpe show. Du synger skidegodt, det har jeg sagt til dig hver eneste gang. I vælger verdens største sanger, og så er det ind at fyre den af. Det er sateme at presse citronen. Kæmpe respekt for alt hvad du har lavet, viste de direkte billeder fra TV 2.

Drew Sycamore stemte i:

- Du gør det så godt, din vokal er så fed. Du ser brandgodt ud, og du har tungen lige i munden, mens du gør det.

Benjamin Hav vendte sig ud mod salens 5000 publikummer og spurgte:

- Odense, var det ikke sindssygt godt?

Ved aftenens finale løb Blachmans deltager, Hevi, med andenpladsen, mens tredjepladsen gik til Ella Sophia.

Hevi og Hugo A gik videre ved første seerafstemning og skulle dyste mod hinanden ved at synge hver deres vindersang, som de selv har været med til at skrive.

Den dyst vandt Hugo A, der fik flest stemmer og derfor kunne lade sig kåre som vinder af "X Factor" og endnu en gang synge sin vindersang, der har titlen "Golden 24".

Den er skrevet af Lukas Forchhammer, der er forsanger i bandet Lukas Graham, og producer Emil Falk.

Ud over æren og titlen scorer Hugo A også en pladekontrakt med Universal Music Denmark.

Han får også et skræddersyet forløb, hvor musikselskabets eksperter står klar til at undervise i alt dét, man skal vide og kunne for at stå stærkt som ny kunstner i musikbranchen, oplyser TV 2.

Danish Songwriting Academy stiller desuden "morgendagens sangskriver- og producertalenter" til rådighed, når de åbner døren til en sangskriver-camp med et udelukkende fokus på X Factor-vinderen, tilføjer tv-stationen.

Og endelig får Hugo A sit helt eget hjemmestudie.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT