Aquas vanvittige liv skal laves til verdensomspændende musical
Aquas historie skal dramatiseres i stor satsning. Musicalen har international eksport som mål i sig selv.
Historien om en af Danmarks allerstørste dansable succeser på den internationale scene skal nu opføres på de skrå brædder.I 2028 får "Aqua - the musical" verdenspremiere i Operaen i København.
"Aqua - the musical" produceres af AHA Creations, som har fået globale rettigheder til titlen i minimum 25 år.
- Vi blev tilbudt det før af forskellige andre udbydere. Men AHA Creations havde bare en virkelig god idé, og vi tændte alle sammen på den og blev enige om, at det er dem, vi godt kunne tænke os at gøre det med, siger Søren Rasted til Ritzau og bliver suppleret af Lene Nystrøm:
- De har også muligheden for at løfte det til et andet niveau. Det bliver den største musicalproduktion, som nogensinde kommer ud af Danmark. Og den skal forhåbentlig gøre det godt i andre lande også, siger hun.
Ambitionen er nemlig, at "Aqua - the musical" skal opføres på verdens største og mest prestigefyldte scener som Broadway i New York og Londons West End.
Det er første gang, at en dansk musicalproduktion har international eksport som mål i sig selv.
International eksport er Aqua i den grad.
Bandet kan næste år markere 30-årsjubilæet for udgivelsen af nummeret "Roses Are Red", som var første single på albummet "Aquarium", der også rummer "My Oh My", "Doctor Jones" og det verdensomspændende monsterhit "Barbie Girl".
Lene Nystrøm, René Dif og Søren Rasted er i øjeblikket ved at blive interviewet hver især, så Aquas DNA kan sættes ind i en dramaturgisk fortælling, som akkompagneres af bandets bagkatalog.
- Det bliver utroligt spændende at være med i processen og med til at udvikle manuskriptet, så de får så meget ud af os som overhovedet muligt, siger René Dif og fortsætter:
- For der er en masse, vi ikke har sagt højt, selv om folk tror det. Her får man historien fra starten af.
Søren Rasted og Claus Norreen, som forlod Aqua i 2016, lærte hinanden at kende, da de arbejdede på en tankstation, og de begyndte at lave musik sammen.
På et diskotek spottede de dj'en René Dif, der også rappede.
Han arbejdede også på Oslobåden, hvor han havde lært den norske tv-vært Lene Nystrøm at kende. Hun vendte bogstaver i det norske svar på "Lykkehjulet", og konceptet underholdt passagerne mellem København og Oslo.
Hun kunne også synge, og derfra er resten historie.
En historie, som nu skal opføres på de skrå brædder, alt imens musicalen vil stille spørgsmålet: Kan popmusik redde verden?
- Det kan den måske, siger Søren Rasted og tilføjer:
- Vi er på en mission - og der kommer tryk på farverne.
/ritzau/