Antallet af tog halveres på strækning fra Fredericia under sporarbejde
Banedanmark fornyer sporene mellem Fredericia og Padborg fra midten af september og frem til december.
Togkapaciteten på strækningen mellem Fredericia og Padborg reduceres til det halve frem til december.Det skyldes, at Banedanmark påbegynder sporarbejde på togstrækningen torsdag den 12. september.
Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.
Jørn Jacobsen, der er ledende anlægschef i Banedanmark oplyser til Ritzau, at der vil være weekender, hvor strækningen kommer til at være helt spærret i løbet af nattetimerne.
Der vil i disse perioder være indsat togbusser.
Det drejer sig blandt andet om den 28. og 29. september, hvor der fra sen aften og hen over natten vil køre togbusser mellem Fredericia og Taulov.
Yderligere information herom kan findes på Rejseplanen.
Sporarbejdet indebærer blandt andet udskiftning af togskinner og sporskifter.
- Vi har tilrettelagt arbejdet sådan, at vi kan tilgodese passagererne på bedst mulig vis.
- Det gør vi konkret ved kun at arbejde i et spor ad gangen, så trafikken kan afvikles i det andet spor imens, siger Jørn Jacobsen.
Der vil forekomme både nat- og døgnarbejde, lyder det.
I den forbindelse vil der forekomme støj, mens arbejdet pågår, fortæller Jørn Jacobsen.
- Vi forsøger at tilgodese naboerne, men vi må også erkende, at vi i perioder kommer til at støje med vores sporstoppermaskine, siger han til Ritzau.
Støjen vil dog være forbigående, i takt med at maskinen kører videre på strækningen, lyder det.
Arbejdet forventes at løbe frem til 8. december, men der vil herefter og indtil januar 2025 foregå mindre afsluttende arbejde.
Dette forventes ikke at påvirke togtrafikken, og det sidste arbejde vil foregå i dagtimerne, siger Jørn Jacobsen.
Banedanmark opfordrer passagerer til at holde sig opdateret på tjenesterne MitTog og Rejseplanen.
/ritzau/