Amerikansk partystarter inviterer til familiefest på Plænen i Tivoli

5. FEB 2026 • 08:00INDLAND/KRIMINAL

Amerikanske Flo Rida og danske Pil er i den første pulje af navne på plakaten til årets Fredagsrock i Tivoli.

Den amerikanske hitmager Flo Rida sætter kursen mod kongens København og optræder til Fredagsrock i Tivoli 7. august.

Det annoncerer forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

Flo Rida, som står bag klubsange som "Low", "Right Round" og "Wild Ones", er det første internationale navn på plakaten - og blandt de første annoncerede navne til årets koncertrække.

- Jeg har glædet mig helt vildt til at fortælle jer det her - og nu kan jeg endelig dele nyheden: Jeg kommer tilbage til Danmark!, siger Flo Rida i pressemeddelelsen.

Flo Rida har tidligere optrådt i Tivoli. Det var som en del af lineuppet til et arrangement, som radiokanalen The Voice stod bag for 14 år siden.

- Jeg husker energien fra 2012, sidste gang jeg optrådte i Tivoli, som var det i går, og jeg er klar til at tage det til et endnu højere niveau denne gang, siger Flo Rida i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Husk: I er ikke mine fans, I er min familie! Jeg er fyldt med energi, jeg er taknemmelig, og jeg kan slet ikke vente med at feste med min udvidede familie i København igen. Det her er ikke bare en koncert, det er en familiesammenkomst, og I er alle inviteret. Lad os gøre denne aften til noget, der går over i historiebøgerne.

Ugen efter at Flo Rida har været på scenen, kommer Pil på.

Den danske sanger, som står bag sange som "Dronning af månen" og "Nattely", er på plakaten 14. august.

Mens man må vente godt et halvt års tid på Pil og på Flo Rida, tager Tivoli hul på årets udgave af Fredagsrock 10. april med en dobbeltkoncert med de to danske bands Spleen United og When Saints Go Machine.

I år afholder Tivoli Fredagsrock for 29. gang.

- Vi glæder os til en ny Fredagsrock-sæson fyldt med gode oplevelser, der sætter musikken og fællesskabet i centrum. Som de første navne viser, favner vi igen i år bredt med både danske og internationale navne inden for flere genrer, lyder det fra Tivolis kulturdirektør, Frederik Wiedemann.

Tivoli oplyste i januar, at man indfører ledsagerkrav for børn og unge under 16 år på fredage, hvor der afholdes koncerter.

Det skyldes, at forlystelsesparken har oplevet, at "helt unge mennesker i stigende grad færdes ude på egen hånd" om aftenen på fredage.

Ved de tilfælde har Tivoli set eksempler på uhensigtsmæssig adfærd fra helt unge, som er uden en voksen.

En voksen kan højst ledsage fire personer under 16 år.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT