Alt salg af cykelhjelmen Hövding 3 stoppes

8. FEB 2024 • 11:15INDLAND/KRIMINAL

Sikkerhedsstyrelsen har besluttet, at alt salg af Hövding 3 skal stoppes, siger styrelsens vicedirektør.

Det er ikke længere muligt at købe cykelhjelmen Hövding 3 i Danmark, da Sikkerhedsstyrelsen har besluttet at stoppe alt salget.

Det siger styrelsens vicedirektør, Kirsten Wilbour Dam, til Ritzau.

- Vi har afsluttet vores behandling i forhold til de her Hövding 3-produkter. På den baggrund har vi besluttet, at alt salg skal stoppe, siger hun.

Derfor har styrelsen været i dialog med de forhandlere, der sælger hjelmen, og bedt dem om at stoppe salget. Vicedirektøren siger, at alle forhandlere har stoppet salget frivilligt.

Styrelsen har vurderet, at hjelmen ikke lever op til kravene for personlige værnemidler, hvor de skal yde beskyttelse, hvilket ligger til grund for beslutningen.

- En væsentlig risiko ved funktionen af Hövding 3 er, at airbaggen ikke bliver udløst og dermed ikke giver beskyttelse, hvis brugeren bliver ramt direkte forfra, enten ved sammenstød med et køretøj med flad front som en bus eller en lastvogn, eller fordi brugeren kører ind i for eksempel en mur eller et træ, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Den danske beslutning kommer, efter at Forbrugerstyrelsen i Sverige tilbage i december besluttede at stoppe salget af cykelhjelmen.

Herefter lød det fra den danske styrelse, at man opfordrede forhandlerne til at stoppe salget, indtil styrelsen kom med en endelig afgørelse.

Siden den svenske forbrugerstyrelses salgsstop af cykelhjelmen har virksomheden bag indgivet en konkursbegæring.

Hvis de danske forhandlere alligevel sælger cykelhjelmen, siger Kirsten Wilbour Dam, at Sikkerhedsstyrelsen vil udstede et påbud om at stoppe salget til den enkelte forhandler.

Sikkerhedsstyrelsen fraråder dog ikke brug af Hövding 3 for dem, der allerede har anskaffet sig en, siger Kirsten Wilbour Dam.

- Altså det her produkt er ikke i sig selv farligt. Men det er vigtigt, at man som forbruger er opmærksom på, hvad det er for nogle situationer, og ved hvilke ulykker man ikke er beskyttet, siger hun.

Derfor vil styrelsen gerne advare om, at hjelmen kan være en falsk tryghed. Men hvis alternativet er ikke at bruge en cykelhjelm eller nogen form for beskyttelse, så er det selvfølgelig en forbedring, siger vicedirektøren.

Det samme gør sig gældende for forbrugere, der har en anden version af Hövding. Kirsten Wilbour Dam opfordrer til, at man læser brugsanvisningen for hjelmen.

/ritzau/

FÅ ABONNEMENT