40 procent er bekymrede for ny svensk atomkraft i Barsebäck

29. JUN 2026 • 07:00INDLAND/KRIMINAL

Selskab sigter mod at få en reaktor i drift i Barsebäck "i god tid før 2035", hvis tilladelser gives.

Muligheden for et nyt svensk atomkraftværk i Barsebäck cirka 23 kilometer fra København vækker bekymring hos knap 40 procent af danskerne.

Det viser en rundspørge, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau.

Her erklærer 39,5 procent sig meget enige eller enige i, at det bekymrer dem, at Sverige placerer et atomkraftværk så tæt på Danmark.

Det er selskabet Nordic Baseload Power, der har ansøgt om støtte til at opføre atomreaktorer ved Barsebäck.

Ansøgningen skal nu behandles af det svenske finansministerium, meddelte den svenske regering midt i juni.

I Voxmeter-analysen svarer 22,4 procent, at de hverken er enige eller uenige i spørgsmålet.

33,7 procent er uenige eller meget uenige i, at det bekymrer dem, mens 4,5 procent svarer "ved ikke".

Målingen fra Voxmeter er baseret på en spørgeskemaundersøgelse med svar fra 1023 respondenter over 18 år i perioden 19. juni til 26. juni.

Nogenlunde på samme måde fordeler svarene sig på spørgsmålet om, hvorvidt Sverige bør placere et atomkraftværk så tæt på Danmark eller ej.

Her er 38,4 procent meget enige eller enige i, at det bør Sverige ikke gøre, mens 29,6 procent er meget uenige eller uenige.

25,8 procent erklærer sig hverken enige eller uenige, mens 6,2 procent har angivet "ved ikke" som svar.

Det tidligere atomkraftværk i Barsebäck, også kaldet Barsebäckværket, blev udgjort af to reaktorer, som blev sat i drift i henholdsvis 1975 og 1977.

Beliggenheden førte dengang til stor debat, og under danske protester i 1970'erne og 1980'erne var "Hvad skal væk? Barsebäck!" et kendt råb.

Efter beslutning fra den svenske regering blev de to enheder lukket i henholdsvis 1999 og 2005.

I august sidste år åbnede den svenske regering for, at selskaber kunne søge om at bygge nye atomkraftreaktorer i Sverige.

Torsdag i sidste uge indgik Sverige så en aftale om statsstøtte til opførelse af tre nye atomreaktorer ved værket Ringhals syd for Göteborg.

Aftalen blev af den svenske statsminister, Ulf Kristersson, kaldt for "en helt historisk beslutning".

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT skal planen dog stadig godkendes af EU for at sikre, at den ikke bryder reglerne for statsstøtte.

Både i Sverige og resten af Europa er forsyningssikkerhed på elområdet et stort debatemne.

Sverige har i øjeblikket seks aktive atomreaktorer i drift.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT