15 landmænd har fået lov til at give deres køer stødhalsbånd på
På tre måneder er der givet dispensation til, at 610 køer kan få gps-halsbånd på som alternativ til hegn.
15 landmænd har fået dispensation til at bruge stødhalsbånd til køer i stedet for fysiske hegn.Det oplyser Fødevarestyrelsen.
Kvægbestandene er fordelt over hele landet, og samlet set er der givet dispensation til, at 610 danske køer kan få halsbåndet på.
Det var i midten af september, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri meldte ud, at kvægejere kunne søge dispensation til såkaldt virtuel hegning.
Det fungerer ved, at koen får et halsbånd med gps på, som programmeres til at vide, hvor indhegningen - nu uden fysiske hegn - befinder sig.
Hvis koen bevæger sig for tæt på det usynlige hegn, får den stød, og halsbåndet laver lyde.
Det kræver dispensation at bruge halsbåndene, fordi det i Danmark ellers er ulovligt at sætte udstyr på dyr, som kan give elektriske stød.
I Fødevarestyrelsen får man løbende ansøgninger, og på tre måneder er der altså givet tilladelse i 15 tilfælde.
Der er primært tale om mindre kvægbestande med op til 20 køer. Men der er også en bestand med 315 køer og en med 80 køer, som har fået tilladelse til at bruge gps-halsbåndene.
Muligheden for at søge dispensation over hele landet kom efter en fireårig forsøgsperiode på Fanø, hvor kvægejere afprøvede halsbåndene.
Efter forsøgsordningen konkluderede Fødevarestyrelsen, at dyrene ikke lider overlast, når man bruger gps-halsbåndene.
Forsøget havde både vist, at teknologien virkede i praksis, og at man kunne bruge den og samtidig leve op til kravene om dyrevelfærd, sagde minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) tilbage i september.
Han fremhævede, at halsbåndene gav mulighed for at gøre afgræsning mere fleksibel. Samtidig kan en virtuel indhegning spare kvægejerne for de udgifter, der er forbundet med at sætte hegn op og vedligeholde dem.
Hvis landmanden ikke overholder lovkravene for, hvordan halsbåndene skal bruges, kan dispensationen trækkes tilbage.
Der er blandt andet krav til strømstyrken i halsbåndene, og om at dyrene skal trænes.
På længere sigt arbejder Fødevarestyrelsen på at ændre kvægbekendtgørelsen, så kravet om dispensation helt bliver ophævet.
/ritzau/
