Det er særligt aldersgruppen 18 til 29 år, som har feriepenge til gode hos FerieKonto, lyder det fra ATP.
Omkring 1,4 millioner danskere har tilsammen 12 milliarder kroner i feriepenge til gode hos FerieKonto.I gennemsnit drejer det sig om cirka 8700 kroner til hver enkelt.
Det oplyser det statslige pensionsselskab ATP, der står for at administrere feriepengene, i en pressemeddelelse.
Der opfordres samtidig til at få hævet pengene inden sommerferien.
Mange ved ikke, at de har flere penge til gode at holde ferie for, lyder det fra Maria Damborg Hald, der er koncerndirektør i ATP.
- Det gælder særligt dig, der er timelønnet eller har skiftet job, men vi opfordrer alle til at tjekke på borger.dk, om de har penge til gode og dermed kan få råd til ekstra oplevelser i sommerens løb, siger Maria Damborg Hald i pressemeddelelsen.
Det er ifølge ATP særligt unge i aldersgruppen 18 til 29 år, som mangler at få udbetalt deres feriepenge.
For alle lønmodtagere gælder det, at ferien optjenes løbende i ferieåret, som løber fra 1. september til 31. august året efter. På nuværende tidspunkt er der optjent 19,9 milliarder kroner.
Den optjente ferie kan afholdes i ferieperioden fra den 1. september til den 31. december året efter.
Man kan have feriepenge stående hos FerieKonto eller hos sin arbejdsgiver, hvis man er timelønnet lønmodtager eller fratrådt funktionær med ferie optjent hos en tidligere arbejdsgiver.
- Du behøver ikke at vente, til ferien starter. Feriepengene kan du sagtens bestille på forhånd, så pengene er klar, når du har brug for dem, lyder det fra Maria Damborg Hald.
Hvis feriepengene ikke bliver bestilt, kan de i sidste ende blive overført til såkaldte feriefonde. Det kan både være til Arbejdsmarkedets Feriefond eller til en privat feriefond.
Det er typisk virksomheder inden for en given branche, som i henhold til deres overenskomst er forpligtet til at overføre ikke-hævede feriepenge til en privat fond.
Fondene yder blandt andet tilskud til ferieaktiviteter for børn, unge og børnefamilier, der er vanskeligt stillede og har brug for en håndsrækning for at holde ferie.
/ritzau/