Forbrugerne tøede heller ikke op i juli

ERHVERV/POLITIK23. JUL 2026 • 08:42

Forbrugertilliden lå en lille smule lavere i juli end måneden før og er fortsat negativ.

De danske forbrugere har fortsat svært ved at få armene op over deres egen og Danmarks økonomi.

Danmarks Statistik tager hver måned temperaturen på forbrugerhumøret, og i juli resulterede det i en forbrugertillidsindikator på minus 14,7, hvilket er 0,7 mindre end forbrugertilliden i juni.

Tilbagegangen kan meget vel hænge sammen med forværringen af forholdet mellem USA og Iran og de deraf følgende højere brændstofpriser. Det mener cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank.

- Og man kan frygte, at der kommer yderligere fald. Størstedelen af dagens tal er indsamlet, inden priserne for alvor steg igen, skriver han i en kommentar til tallene.

En negativ forbrugertillidsindikator er et udtryk for et generelt pessimistisk syn på økonomien her og nu samt et år frem.

Forbrugertillidsindikatoren kan sige noget om, hvorvidt de adspurgte forventer at bruge flere eller færre penge den kommende tid.

Den har været negativ siden november 2021. Alligevel er privatforbruget det seneste år steget med 2,1 procent.

- Men stigningen i forbruget skal ses i lyset af, at indkomsterne for tiden stiger betydeligt hurtigere end priserne, og forbruget er stadig meget lavt set i forhold til indkomsten.

- Vi har omsat en stor del af lønstigningerne til forbrug, men vi sparer nærmest historisk meget op, skriver Las Olsen, som samtidig konstaterer, at der derfor er potentiale for, at forbruget kan ryge yderligere i vejret, hvis forbrugertilliden stiger.

Netop det sidste mener Asger Bjerg, der er chefkonsulent i Dansk Industri, at der er god basis for på trods af udsigten til svagt stigende renter for mange boligejere.

- Mange forbrugere har gennem lang tid haft luft i økonomien til at spare penge op. Dermed har de fleste plads i budgettet til at modgå de stigende priser og renter, vi oplever for tiden.

- Privatøkonomien er også blevet hjulpet på vej af de lettelser i elafgiften og i skatten på arbejde, der er rullet ud fra nytår, siger han.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT