Utilfredsheden med bankerne voksede sidste år
Mange flere danskere end for fem år siden går med tanker om at skifte bank, viser ny Voxmeter-undersøgelse.
Et stigende antal bankkunder - heraf mange unge - er utilfredse med deres bank i sådan en grad, at de går med tanker om at finde sig et andet pengeinstitut at være kunde i.Det viser Voxmeters årlige undersøgelse af tilfredsheden hos bankkunderne.
På fem år er andelen af utilfredse kunder vokset med otte procentpoint til 34 procent.
I aldersgruppen 18-30 år er det hele 42 procent, der vil skifte bank. Blandt dem, der er 65 år og ældre, gælder det kun 24 procent.
Ifølge Christian Stjer, der er administrerende direktør hos Voxmeter, har særligt de unge større forventninger til bankens service, end den de bliver tilbudt.
- Der er en stigende irritation over, at kunderne for sjældent hører fra bankerne, og når de selv vil i kontakt med dem, er det for svært at komme igennem, særligt uden for den almindelige åbningstid, siger han.
Svend Randers, der er kundechef i Arbejdernes Landsbank, genkender billedet, selv om hans arbejdsgiver for 16. år i træk har den højeste tilfredshedsscore af de 20 største banker herhjemme.
- Nogle kunder kan nøjes med netbank, nogle vil gerne ordne deres bankforretninger personligt, og andre forventer, at de bare kan sende en sms.
- På den måde er der en forventning om, at vi er til stede på mange flere platforme end før, og at vi er det på alle tider af døgnet, siger han.
Arbejdernes Landsbank er blandt de 18 banker, som har oplevet et fald i kundetilfredsheden det seneste år.
Kun hos Vestjysk Bank og Jyske Bank har kundetilfredsheden været stigende i 2024.
Voxmeter-undersøgelsen fortæller ikke, hvor mange der rent faktisk skifter bank.
Tal fra Finans Danmark viser dog, at 60 procent af dem, der undersøger muligheden for at skifte til en anden bank, alligevel beholder den bank, de havde i forvejen.
/ritzau/