USA's centralbank får gode inflationsnyheder før rentemelding

12. JUN 2024 • 15:40ERHVERV/POLITIK

Renten sænkes næppe allerede i aften af Fed, vurderer økonom. Men netop udgivet rapport er opmuntrende nyt.

Inflationen aftager en smule i USA.

I maj var forbrugerpriserne således steget med 3,3 procent over 12 måneder, hvilket er 0,1 procentpoint lavere end i april.

Det viser inflationsrapporten fra den amerikanske regering udgivet onsdag eftermiddag.

Økonomer kalder udviklingen gode nyheder, men regner dog ikke med en rentesænkning, når den amerikanske centralbank, Fed, senere onsdag kommer med en rentemeddelelse.

- Dagens inflationsrapport får ikke Fed til at sænke renten i aften, men den første rentesænkning i USA er rykket tættere på, vurderer Allan Sørensen, cheføkonom hos Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

- Det kræver dog, at de positive takter fortsætter.

Blandt andet et fald i benzinpriserne i USA er med til at drive udviklingen i maj.

Også den såkaldte kerneinflation, som mange økonomer skeler til, aftager. Her er fødevare- og energipriser ikke regnet med.

Kerneinflationen ligger på 3,4 procent i maj mod 3,6 procent i april.

Fredag kom den amerikanske jobrapport, som viste, at tempoet fortsat er højt på det amerikanske arbejdsmarked.

Derfor havde investorerne "virkelig været på stikkerne op til" onsdagens inflationstal, forklarer Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker hos Danske Bank.

- Dagens tal vil være betryggende for den amerikanske centralbank, siger han i en skriftlig kommentar.

- Vi tror, de vil signalere to rentenedsættelser senere i år, frem for tidligere tre, vurderer han.

USA's præsident, Joe Biden, vil formentlig også glæde sig over onsdagens tal.

Han ønsker at fremme budskabet om, at amerikansk økonomi står godt før valget i november. Her skal han - medmindre der sker noget uforudset - stå over for republikanske Donald Trump.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT